Den kommende regering vil indstille, at EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) får lov til at fortsætte som kommissær de næste fem år.

Det siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, onsdag aften til TV2.

»Vi skal faktisk ikke have en ny EU-kommissær.«

»Vi vil foreslå, at den kommissær, vi allerede har udpeget fra dansk side, nemlig Margrethe Vestager, får lov til at fortsætte de kommende fem år,« siger hun.

Margrethe Vestager har også været nævnt som et bud på at overtage den magtfulde post som formand for kommissionen.

I sin tid som konkurrencekommissær har hun udskrevet milliardbøder til store selskaber som eksempelvis Google og Apple.

Vestager er blevet populær i EU-systemet og vil formentlig kandidere til en af de tungere poster, når den nye kommission skal sammensættes, hvis hun ikke bliver formand.

Mette Frederiksen har været tilbageholdende med at pege på Vestager som kommissionsformand, indtil hun for to uger siden på Folkemødet pegede på hende.

Nu får hun altså også opbakning som almen fagkommissær.

Margrethe Vestager meldte for godt en måned siden officielt ud, at hun melder sig som kandidat til at overtage posten efter Jean-Claude Juncker, hvilket var ventet.

På et topmøde i Bruxelles i sidste uge opgav stats- og regeringscheferne fra medlemslandene dog at udnævne en kandidat til posten som formand for kommissionen.

Det er endnu for tidligt at afskrive Vestager som formand, men hendes chance er ikke forbedret.

Hendes fordel er foruden populariteten i EU-systemet hendes skandinaviske pragmatisme, evnen til at italesætte unionens udfordringer, og at hun er kvinde i et mandsdomineret miljø.

Hun tilhører dog den liberale gruppe. Ved valget til EU-Parlamentet 26. maj var det den konservative gruppe og den socialdemokratiske gruppe, der blev størst, selv om de gik tilbage.

EU-landenes ledere mødes igen søndag 30. juni for at sætte navn på de topjobs, der bliver ledige i EU-systemet, når den nuværende kommission skal skiftes ud.

/ritzau/