Statsminister Mette Frederiksen (S) skal alligevel ikke giftes her til sommer.

Det var ellers planen, at hun skulle giftes med sin forlovede, filmfotografen Bo Tengberg, i august.

Men sådan går det ikke, fortæller hun mandag aften i DR-programmet 'Aftenshowet'.

»Vi ville faktisk gerne have været gift denne sommer. Men valget blev ved med ikke at blive udskrevet, og jeg glæder mig så meget til det bryllup sammen med Bo, at jeg slet ikke ville have lyst til, at vi skulle giftes midt i en valgkamp, hvis jeg nu blev statsminister lige bagefter,« siger Mette Frederiksen.

Formand Mette Frederiksen ses her med kæresten Bo Tengberg ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018.
Formand Mette Frederiksen ses her med kæresten Bo Tengberg ved Socialdemokratiets Kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter, lørdag 22. september 2018. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var værten Lise Rønne, der i afrundingen af interviewet kom ind på det forestående bryllup, hvor Mette Frederiksen måtte korrigere hende.

»Vi venter simpelthen til næste år til sommer. Men vi skal stadig giftes,« understregede statsministeren.

I et interview med Alt for damerne tidligere på året fortalte hun, at det vigtigste for hende sådan set er selve ja'et og at fejre den store dag med de mennesker, hun er tæt på.

»Jeg er så frygtelig romantisk og vil gerne være hvid brud, og det er altså bare bedst om sommeren. Bo friede, da jeg fyldte 40 år, men jeg synes, det har været utrolig hyggeligt at gå og have den hemmelighed i noget tid,« sagde Mette Frederiksen dengang.

41-årige Mette Frederiksen og 54-årige Bo Tengberg har officielt dannet par siden 2014. Parret har været forlovet siden 2017.

De bor sammen i Hareskovby nord for København.

På Socialdemokratiets kongres sidste år fortalte Mette Frederiksen, at Bo havde friet til hende – og at hun havde sagt ja.

Bo Tengberg har tidligere været kæreste med skuespilleren Trine Pallesen, mens Mette Frederiksen er fraskilt fra Erik Harr, som hun fik to børn med.