Statsminister Mette Frederiksen langer nu hårdt ud mod de imamer og muslimske råd, der udarbejder undertrykkende skilsmissekontrakter og uden om dansk lovgivning påtager sig rollen som mægler i stridigheder.

'Sharia hører ikke til i Danmark,' skriver Mette Frederiksen i dag i et opslag på Facebook og fortsætter:

'I går og i dag kan vi læse om skilsmisse-kontrakter baseret på Sharia. På Fyn. I Danmark. Det er forkert. Det er kvindeundertrykkende. Det er ikke dansk. Og det må aldrig, aldrig blive dansk.'

Reaktionen kommer, efter Berlingske de seneste dage har beskrevet, at der findes indtil flere selvbestaltede religiøse råd i Danmark, blandt andet i Odense.

Berlingske har blandt andet beskrevet, at kvinder øjensynligt er blevet nægtet skilsmisse.

Også unge mennesker har haft møder med den lokale imam, hvor de ifølge Berlingske har fået klar besked om, hvilke regler og normer de skal leve efter.

Samtidig er stridigheder mellem familier eller hele klaner ifølge Berlingske blevet håndteret af imamer under domstolslignende forhold.

Nu trækker Mette Frederiksen en streg i sandet.

'I regeringen vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at få det her stoppet. En imam skal slet ikke blande sig i skilsmisser,' skriver hun på Facebook.

'Det er alene et valg, der skal træffes af de to personer, der i sin tid indgik ægteskabet. Ingen andre. Det her bekræfter vores bange anelser om de udemokratiske tendenser, der findes i dele af Danmark.'

Ved du noget om sagen? Så hører B.T. gerne fra dig. Tip os her på 1929@bt.dk

 

'Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få det stoppet,' skriver Mette Frederiksen.