Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen kommer nu med en direkte opfordring til de mange flygtninge og migranter, der er på vej mod Danmark og Europa.

»Jeg bare nødt til at sige, at Danmark og Europa er ikke svaret for alle de mange mennesker. Svaret er at bekæmpe de konflikter, der sender mennesker på flugt,« siger Mette Frederiksen.

I sin tale til Socialdemokraternes kongres i Aalborg gjorde Mette Frederiksen en del ud af at tale om flygtninge.

»Mennesker, der søger asyl i Danmark, skal behandles ordentligt. Det siger sig selv. Som socialdemokrater kommer vi aldrig til at kommunikere med verdens forfulgte via annoncer. Og når det europæiske system braser sammen - ja, så er vi selvfølgelig med til at løse problemerne og tage medansvar,« siger Mette Frederiksen.

Har vi ikke set det værste endnu?

»Jeg tør ikke spå om fremtiden, men jeg tror, at den folkevandring, der er sat i gang har en meget voldsom karakter. Derfor bliver man ,også nødt til at sige, at svaret for de mange mennesker, der gerne vil til Danmark og Europa, at det ikke er svaret. Svaret er at bekæmpe de konflikter, der sender mennesker på flugt,« siger hun.

Er du imod grænsekontrol?

»Jeg er principiel tilhænger af grænsekontrol. Jeg synes, det er vigtigt, at vi i Danmark ved, hvad der sker ved vores grænse. Men jeg vil kraftigt appellere til, at man laver grænsekontrol på den klogeste måde. Noget af det mest effektive er at bruge de her automatiske nummerpladescannere, som er en mere kløgtig måde at gøre tingene på, end bare at sætte en grænsebom op. Så vi bliver ikke uenige om, hvorvidt grænsekontrol er en god ide eller ej, jeg vil bare foreslå, at man gør det klogt,« siger Mette Frederiksen..