Statsminister Mette Frederiksen (S) kommenterer nu på, at den tidligere topsocialdemokrat Henrik Sass Larsen er tiltalt for blandt andet at være i besiddelse af over 6.200 billeder og over 2.200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.
»Det er meget, meget chokerende, hvad der er kommet frem,« siger hun til B.T. og tilføjer:
»Det er alvorlig tiltale for nogen af de allerværste forbrydelser, man kan begå mod andre mennesker.«
Mette Frederiksen slår fast, at hun tænker på børnene, der er i materialet.
»Jeg tænker først og fremmest på de børn, der er blevet mishandlet, og der er fundet voldtægter, overgreb og sexuelt misbrug sted,« siger hun og fortsætter:
»Det er et forfærdeligt marked, der er efterspørgselsdrevet. Alle på Christiansborg er chokerede, og det er jeg selvfølgelig også.«
Henrik Sass Larsen siger selv, at han ikke har begået overgreb mod børn. Er det en formildende omstændighed?
»Helt principelt kan jeg ikke gå ind i straffesager, som landets statsminister, og det gælder også her, men jeg er chokeret over det her, og jeg tror ikke, at nogen er i tvivl om, hvad jeg mener om overgreb på børn,« siger hun.
Hvornår fik du første gang oplysning om sagen?
»Jeg har fået at vide, at den her sag var der, men jeg kan ikke gå ind i detaljer om det,« siger Mette Frederiksen.
Hvorfor blev du informeret om det?
»Jeg bliver informeret om rigtig meget som landets statsminister,« siger hun.
Henrik Sass Larsen har selv meldt ud, at han afviser anklagerne i tiltalen.
Du kan læse mere om tiltalerne mod Henrik Sass Larsen HER.