Men hvor skal pengene komme fra? 

Det er spørgsmålet, mange stiller sig selv i disse dage, efter Mette Frederiksen (S) har varslet flere penge til Forsvaret. En krigsskat er ikke udelukket. Men kan danskerne holde til at betale mere i skat? 

»Min anbefaling er, at vi tager den her diskussion i den rigtige rækkefølge. Og det er, at vi bliver nødt til at se, hvad det er for nogle kapaciteter, og hvad er det for nogle våben, vi har behov for at forsvare Danmark.«

Sådan lød svaret – eller måske mangel på samme – fra statsminister Mette Frederiksen, der med alvorstunge øjne gjorde det klart, at de stigende forsvarsudgifter er nødvendige for at afskrække russerne. 

Statsminister Mette Frederiksen (S) taler med pressen efter møde i Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg.
Statsminister Mette Frederiksen (S) taler med pressen efter møde i Det Udenrigspolitiske Nævn på Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»De kommer til at fortsætte, de russere. De kommer ikke til at stoppe med Ukraine,« lød advarslen fra Mette Frederiksen. 

Hun har tidligere på ugen gjort det klart, at vi kommer til at være tættere på at bruge fem procent end to procent af BNP på forsvar. 

Hvis dette skal finansieres ved hjælp af en krigsskat, så får det markante konsekvenser for danskerne. 

For hæves forsvarsbudgettet til tre procent af BNP, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen foreslår, kan det komme til at koste en almindelig arbejderfamilie 19.000 kroner ekstra om året, viser en analyse. 

Bliver det i stedet fem procent, så kan det beløb vokse helt op til 57.000 kroner om året.

»Når vi har dannet os et overblik, så træffer vi en politisk beslutning, og så bliver der en rigtig svær finansieringsopgave derefter, men jeg kommer ikke til at gå ind i alle mulige diskussioner ind til da,« slog statsministeren fast. 

Fredag har hun været til et fortroligt møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, hvor netop grønlandskrisen var på dagsordenen. 

Det var umiddelbart herefter, at hun mødte pressen, der afkrævede svar på spørgsmålet om finansiering. Vel og mærke på en bemærkelsesværdig angrebslysten måde – til overraskelse for statsministeren, der ikke desto mindre var stålfast:

»Vi bliver nødt til at tage tingene i den rigtige rækkefølge,« lød det fra Mette Frederiksen.