Siden statsminister Mette Frederiksen mandag aften præsenterede planen for genåbningen af Danmark, har eksperter og politiske modstandere stillet et stort spørgsmålstegn ved, om regeringen er 'overforsigtig' og går med både 'livrem og seler'.

For mens lande omkring os forbereder åbning af både caféer, butikker og frisører, valgte regeringen 'kun' at åbne vuggestuer, børnehaver og skoleklasser til og med 5. klasse efter påske.

Men nu svarer Mette Frederiksen igen på det spirende kritik af regeringens 'meget forsigtige skridt i genåbningen'. I et opslag på Facebook skriver hun:

'Hvis vi åbner for meget op risikerer vi at sætte alt det, vi har vundet siden marts, over styr. Det kan jeg ikke forsvare, hvad angår smitterisikoen. Men det vil også være dårligt for virksomheder og for økonomien.'

'Det er ikke en stop-and-go politik, der er behov for i Danmark. Vi skal gøre det her forsigtigt. Og på baggrund af den rådgivning, vi har fået, er det vurderingen, at vi skal starte med børnene.' skriver hun.

Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, mener, at regeringen strategi for genåbningen er en klar fejl.
Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, mener, at regeringen strategi for genåbningen er en klar fejl. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

'Borgfreden' på Christiansborg, som Mette Frederiksen har nydt godt af de seneste uger, er siden mandag krakeleret. Flere partier har langet hårdt ud efter regeringen, fordi partierne blot bliver orienteret og ikke inddraget i genåbningsplanen.

Onsdag har De Konservative og Liberal Alliance endda sagt til B.T., at regeringens plan er forkert, når små erhvervsdrivende forbliver tvangslukket til den 10. maj.

»Det er en klar fejl, at regeringen ikke har åbnet mere. For hver dag man holder dele af erhvervslivet nedlukket, går virksomheder konkurs, og lønmodtagere bliver arbejdsløse,« siger LA-formanden Alex Vanopslagh til B.T.

Eksperter afviser ikke caféåbninger

Utilfredsheden med strategien bunder i, at eksperternes anbefalinger til regeringen viser, at Danmark godt kan åbne for restauranter, caféer, butikker og liberale erhverv som frisører under skærpede krav, uden at det vil overbelaste hospitalerne med coronasmittede.

Det er desuden en vurdering, som flere virologer efterfølgende har bekræftet i pressen. Men Mette Frederiksen afviser, at det er tilfældet.

'Nogle tænker: Hvorfor kan børn komme i børnehave, men frisøren ikke klippe? Det er der nok mange, der tænker! Det korte svar er, at vi ikke kan sætte alt i gang på en gang. Vi må gøre det mere tålmodigt, end hvad vi har lyst til,' skriver Mette Frederiksen.

'Guderne skal vide, at der ikke er noget, jeg hellere ville, end at åbne alt op nu. Også af hensyn til den lille erhvervsdrivende.'