Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen opfordrer til at politikere holder sig i ro.

Hun er iskold. Det kan godt være, at nogen synes, hun burde have blandet sig i debatten om Vejlegården før. Men de tager fejl.

- Det er en helt almindelig faglig konflikt, og regeringens holdning er, at konflikter på det danske arbejdsmarked skal parterne selv håndtere.

LÆS OGSÅ:

Men på den måde har I overladt al initiativ til de borgerlige politikere og Krifa?

 - De har godt nok også været skingre. Jeg tror ikke, det bibringer Danmark meget godt, at der står politikere og råber og skriger de værste tillægsord, som fx ’mafiametoder’. Det ønsker jeg ikke at bidrage til.

Ser du nogen steder, hvor det kan være relevant at modernisere den danske model?

- Det er altid relevant at diskutere om en hundredeår gammel model kan opdateres og gøres bedre. Det vil jeg gerne indgå i diskussionen af. Men jeg vil samtidig opfordre til politisk eftertænksomhend. Det arbejdsretlige system er nøje fastsat under hensyn til lønmodtagere og arbejdsgivere. Hvis man skal ændre det, så kan det have vidtrækkende konsekvenser i form af dårligere arbejdsforhold, højere konfliktniveau og risiko for social dumpning.

Hvad skal Amin Skov gøre?

- Det vil jeg ikke gå ind i. Jeg blander mig ikke i konflikten som minister.

Du støtter den danske model - støtter du også 3Fs konflikt og sympatikonflikter?

- Jeg tager ikke part i sagen. Jeg forholder mig ikke til den konkrete konflikt. Politikere lovgiver, der hvor det er nødvendigt og det er det.

Hvordan skal konflikten på Vejlegården finde sin løsning?

- Det er ikke folketingets ansvar.

Kan du forestille dig, at Kristelig Fagbevægelse får samme status som den etablerede fagbevægelse i reguleringen af arbejdsmarkedet?

 - Jeg tror, at det, der er vigtigt er, at Kristelig Fagbevægelse ikke er en del af den danske model. De anerkender ikke de aftalte konfliktværktøjer, og derfor er de ikke part i den danske model. Det er et valg de selv har truffet. Jeg lytter til arbejdsmarkedets parter, og der er ingen af dem, der ønsker at ændre modellen.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR