Det er 'lidt ubehageligt', at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ikke tager klart afstand fra Venstres forslag om at halvere dagpenge- og kontanthjælpen for unge under 30, lyder det fra fagforeningen FOA.

Går beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) rundt og overvejer at halvere dagpenge- og kontanthjælpssatsen for de unge mellem 25 og 30 år? Det frygter formanden for de offentlige ansatte i FOA, Dennis Kristensen, efter Mette Frederiksen udtaler sig meget henholdende om Venstres nye forslag om præcis det i Berlingske i dag.

- Det overrasker mig, og jeg synes, at det er lidt ubehageligt. Jeg er lidt skuffet over, at Socialdemokraterne og SF ikke med det samme tager afstand fra forslaget. Når man er over 25 år, er man voksen, så det er helt forkert at tænke dem ind i forhold til en særlig ungeindsats. De har udgifter som voksne og skal betragtes som voksne, siger Dennis Kristensen.

LÆS OGSÅ: 

Tror du, at det er et udtryk for, at regeringen selv planlægger at spille ud med det samme forslag om at halvere satserne for unge under 30?

- Hvis ikke Socialdemokraterne og SF nu siger klart nej til forslaget, så kan man da frygte, at det dukker op i de kommende trepartsforhandlinger. Jeg vil synes, at det vil være helt skidt, hvis den overtager forslaget, og det er i hvert fald ikke noget, der får FOAs opbakning.

Formand for 3F Poul Erik Skov Christensen vil ikke kritisere Mette Frederiksens manglende stillingtagen, men advarer dog regeringen om at lade sig alt for kraftigt inspirere af Venstre.

- Jeg har ikke nogen forventning om, at Socialdemokratiet gør det forslag til deres eget. Jeg ved ikke, hvorfor Mette Frederiksen ikke afviser det, men jeg ved, hvad jeg selv mener om det: Det er fuldstændig tåbeligt, og jeg forstår ikke, at Venstre kan tro, at en yderligere fattiggørelse kan hjælpe til, at folk kommer i beskæftigelse, siger Poul Erik Skov Christensen.

LÆS OGSÅ: 

Derimod er den liberale tænketank Cepos henrykt over, at den socialdemokratiske beskæftigelsesminister ikke fejer forslaget af bordet.

- Det er et godt forslag fra Venstre, og jeg vil gerne rose Mette Frederiksen for ikke at afvise en udvidelse af Nyrups ungeindsats til at gælde de mellem 25- og 30-årige. I halvfemserne bidrog forslaget til at fjerne den dengang høje ungdomsarbejdsløshed. Fordi de lavere ydelser fik de unge i arbejde eller i uddannelse. Og den succes bør udvides til at gælde alle unge under 30 år, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen fra Cepos.

LOs næstformand Lizette Rigsgaard tager derimod kraftigt af stand fra Venstres forslag om en lavere dagpengesats.

- Mælk og mad koster det samme uanset om man er 25 eller 30 år. Det er problematisk nok, at dem under 25 kun får halve dagpenge, men at sætte satsen ned for de under 30-årige vil bestemt ikke være vores kop te, siger Lizette Rigsgaard, der afviser, at halveringen vil tilskynde dagpengemodtagerne til at komme hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

- Uanset hvor meget du skruer på de økonomiske incitamenter, så hjælper det jo ikke noget, når der ikke er nogle job at få, siger hun.

HVAD MENER DU, BURDE METTE FREDERIKSEN TAGE AFSTAND FRA VENSTRES FORSLAG?