Næsten fra sekundet, hvor det blev onsdag, har det handlet om Donald Trump, Danmark og et aflyst besøg på grund af afvisningen af muligheden for at købe Grønland.

Derfor blev det også en noget anderledes dag, end statsminister Mette Frederiksen (S) lige havde forestillet sig på forhånd.

Det skriver hun i et Facebook-opslag på sin Facebook-side, hvor hun igen maner til ro og oplyser præsident Donald Trump om, at han stadig er velkommen, når han har lyst.

'Godaften til jer alle sammen. Det har indrømmet været en lidt usædvanlig dag. Jeg blev vækket meget tidligt i Island. Skyndte mig hjem til Danmark. Har holdt pressemøde og selvfølgelig været i mange af nyhedsudsendelserne her til aften,' skriver Mette Frederiksen.

'Nu er jeg på vej hjem. Jeg er selvfølgelig både overrasket og ærgerlig over den amerikanske præsidents aflysning af statsbesøget. Men venskabet mellem USA og Danmark er stærkt og levedygtigt. Og Danmarks dør vil altid stå åben for vores venner og allierede,' lyder det fra statsministeren.

Der er mange, som hylder statsministeren i kommentarfeltet til hendes opslag, der har fået tusind kommentarer på en time, og rigtig mange af dem er faktisk amerikanere, som udtrykker deres sympati for Mette Frederiksen og Danmark.

'Amerikansk borger her. Jeg er så pinligt berørt over USA. Vi er så kede af det. Størstedelen af os er ikke skøre og arbejder meget hårdt for at skifte præsidenten i 2020. Vores største undskyldninger til borgerne i Danmark og Grønland,' skriver Shawn Steffy.

'Jeg respekterer dig så meget! Her i USA har størstedelen af os ikke stemt på Trump. Os normale personer støtter dig!' lyder det fra Brynne Olsen.

'Rigtig mange amerikanere støtter din værdige holdning med respekt. Det er pinligt og beklageligt, at denne mand lige nu repræsenterer os over for verden. Amerika er ikke hr. Trump,' skriver Hope Swann.

Og sådan fortsætter det ned i kommentarfeltet, så det kan måske give lidt ro i maven hos statsministeren efter en travl dag.

Det har været en dag, som blev startet med et afbud fra Donald Trump midt på natten dansk tid.

Det var ellers planen, at præsidenten skulle til Danmark den 2. og 3. september, men de planer er blevet smidt i skraldespanden.

Donald Trump blev spurgt flere gange til afbuddet til Danmark.
Donald Trump blev spurgt flere gange til afbuddet til Danmark. Foto: TASOS KATOPODIS
Vis mere

Det holdt Mette Frederiksen pressemøde omkring onsdag eftermiddag, hvor hun udtrykte ærgrelse og overraskelse over, at planen var blevet droppet.

Hun afviste dog samtidig, at det kunne være på grund af hendes retorik omkring, at Donald Trumps ønske om at købe Grønland var 'absurd'.

Få timer senere var Donald Trump så ude foran den amerikanske presse og begrundede sit afbud med, at Mette Frederiksen ikke havde udvist respekt over for USA ved at afvise landet på den måde.

Han påpegede flere gange, at hun ikke burde have brugt ordet 'absurd'.