Efter et møde med den kommende rådsformand opfordrer statsministeren til mere diskussion om EU-politik.

Statsminister Mette Frederiksen (S) mødtes fredag med den kommende formand for Det Europæiske Råd, Charles Michel. En post, der omtales som EU-præsident og i den seneste periode har været bestridt af den karismatiske Donald Tusk fra Polen.

Danmark har på det seneste stemt nej til EU's budget for 2020, talt dunder mod de langsigtede budgetplaner og stemt nej til at begynde optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien.

Mette Frederiksen mener dog stadig, at Danmark driver EU fremad.

- Vi skubber selvfølgeligt Europa fremad. Men det skal være på de rigtige områder som skat, forhold for lønmodtagere og et nyt system for migration, siger Mette Frederiksen.

Med et forestående farvel til Storbritannien og markant divergerende holdninger blandt medlemslandene om, hvilken retning EU skal i, kan Danmarks stemme i EU være udfordret.

- Vi skal kunne beholde vores danske værdier. Og det er jo i høj grad min opgave som statsminister at kæmpe for dem i EU.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi kommer til at diskutere politik, når det kommer til EU. Og ikke for eller imod EU. Den diskussion er vi forhåbentlig kommet hen over. Så nu skal vi fokusere på, hvilket Europa vi gerne vil have, siger statsministeren.

Et stort fokuspunkt for Danmark og Mette Frederiksen er asyl og migration. Mette Frederiksen glædede sig fredag over, at Charles Michel delte hendes opfattelse af, at det bliver et kardinalpunkt for hans arbejde de næste år.

- Der er ingen vej uden om, at Europa kan finde ud af at løfte den opgave. Så jeg er glad for, at det bliver en topprioritet.

- Det handler både om at sikre de ydre grænser, men også at lande som Italien og Grækenland får mere hjælp til det arbejde.

- Hjælpen skal både være økonomisk men også at stille noget kapacitet til rådighed. Danmark er selvfølgeligt til rådighed, når det kommer til begge dele, siger Mette Frederiksen.

Generelt udtrykte hun stor tilfredshed med mødet med Charles Michel, hvor de tos møde med hinanden uden embedsfolk da også strakte sig langt længere end planlagt.

- Jeg har en ret god fornemmelse. Nu har jeg haft lejlighed til at mødes med Charles Michel i dag og har tidligere mødtes med den kommende kommissionsformand Ursula von der Leyen tidligere.

- Jeg har en god fornemmelse af noget energi, noget retning og en vilje til at få inkluderet alle landene. Men også til at trække Europa fremad på afgørende spørgsmål, siger statsministeren.

/ritzau/