Statsminister Mette Frederiksen (S) siger, at norsk terrorangreb i 2011 var et angreb på den politiske debat.

Da en mand for ti år siden i dag anbragte en bombe i Norges hovedstad, Oslo, og senere likviderede unge mennesker på øen Utøya, var det et angreb på det mest hellige: frit at kunne deltage i den politiske debat.

Sådan siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en skriftlig udtalelse på tiårsdagen for angrebene, der kostede 77 personer livet og har givet mange ar på sjælen.

- Ofrene kom fra alle egne af Norge. Mennesker over hele landet havde sorgen tæt på, siger den danske regeringsleder.

- Sorgen og savnet vil aldrig forsvinde, tilføjer hun.

Det var den højreradikale nordmand Anders Behring Breivik, som udførte terrorangrebet den 22. juli 2011.

Først eksploderede en bombe i regeringskvarteret i den norske hovedstad, hvilket kostede otte personer livet. Og derefter tog han bevæbnet og iført en falsk politiuniform til den lille norske ø Utøya.

Her holdt AUF, der er ungdomsparti for det socialdemokratiske Arbeiderspartiet, sommerlejr, da Breivik gik i land og slog 69 personer ihjel.

- Glade unge i færd med at engagere sig i politik. I fremtiden, siger statsminister Mette Frederiksen, som mener, at Norge har vist, at åbenhed, tillid og medmenneskelighed er stærkere end kræfter, der vil os det ondt.

- Da det norske folk stod over for ondskab og splittelse, insisterede I på kærligheden og fællesskabet.

Mette Frederiksen er langtfra den eneste i dansk politik, som torsdag sender en hilsen mod de norske naboer.

Også forsvarsminister Trine Bramsen (S), miljøminister Lea Wermelin (S), beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og folketingsmedlemmerne Mogens Jensen (S), Jens Joel (S), Søren Søndergaard (EL) og Samira Nawa (R) er blandt dem, der har skrevet opslag på sociale medier i anledning af tiåret.

Gerningsmanden er idømt 21 års forvaring med en mindstetid på 10 år for de brutale handlinger.

I 2017 skiftede Breivik navn til Fjotolf Hansen.

/ritzau/