S-regeringen bliver nu angrebet fra flere sider på et af Mette Frederiksens helt centrale løfter.

I nytårstalen talte statsminister Mette Frederiksen højstemt om, at »vi endnu ikke har den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent«.

Derfor er social- og ældreminister Astrid Krag i disse dage ved at lande en stor velfærdsaftale, hvor flere kommuner får fuldstændig frit spillerum til at indrette ældreplejen, som de vil – også kaldet frikommuneforsøget.

Men i regeringens storstilede forsøg mister de ældre en helt central rettighed. Nemlig retten til frit at vælge, hvem der skal gøre rent i deres hjem, eller hvilken mad de gerne vil have leveret.

»Man bomber ældreplejen 20 år tilbage. Det har siden 2003 været en central værdi, at ældre har ret til at bestemme, hvem der skal levere mad, rengøring osv. i hjemmet. Det vil regeringen nu ødelægge, og det kan ikke understreges nok, hvor skadeligt det vil være,« siger Jakob Scharff, der er branchedirektør i Dansk Industri.

Dansk Industri og Ældre Sagen danner nu fælles front mod regeringens forslag om, at kommunerne skal »sættes fri« for alle regler på ældreområdet, når Astrid Krag ikke samtidig vil garantere, at de ældre beholder de rettigheder, som de har i dag.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S) og Vibe Klarup, Formand for Rådet for Socialt Udsatte, direktør i Hjem til Alle Alliancen præsenterer regeringens hjemløseudspil på et pressemøde i København mandag den 25. oktober 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) og Vibe Klarup, Formand for Rådet for Socialt Udsatte, direktør i Hjem til Alle Alliancen præsenterer regeringens hjemløseudspil på et pressemøde i København mandag den 25. oktober 2021.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men Jakob Scharff, blot fordi kommunerne får mulighed for at afskaffe rettigheden for de ældre, er det jo ikke ensbetydende med, at de gør det?

»Nej, men vi kan allerede i dag se, at mange kommuner ikke virker til at være kæmpe tilhængere af fritvalgsordningen. De informerer ikke de ældre specielt meget om rettigheden, så derfor frygter vi, at rettigheden vil lade livet flere steder, hvis kommunerne får mulighed for det,« siger Jakob Scharff.

Hos Ældre Sagen har direktør Bjarne Hastrup svært ved at se, hvordan regeringens planer vil komme de ældre til gavn.

»I forvejen er der problemer med, at de ældre ikke får den service fra kommunen, som de har krav på. Nu trækker man så gulvtæppet helt væk, ved at de ældre ikke skal have nogen rettigheder. Det er uacceptabelt,« siger Bjarne Hastrup.

Han peger på, at en del ældre i dag får hjælp fra en privat leverandør, som de er glade for. Nogle har også haft den samme i en længere årrække. Derfor skaber regeringen lige nu utryghed, fordi de ældre ikke ved, om de overhovedet kan få lov til at beholde den private hjælp, de er glade for.

Mette Frederiksen (S) og Bjarne Hastrup administrerende direktør i Ældre Sagen inden debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen i København onsdag den 6. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Mette Frederiksen (S) og Bjarne Hastrup administrerende direktør i Ældre Sagen inden debat om sundhed, ældrepleje og værdig tilbagetrækning hos Ældre Sagen i København onsdag den 6. februar 2019.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Bjarne Hastrup, er der egentlig noget i det her forslag fra regeringen, som du synes er positivt?

»Egentlig ikke. Den grundlæggende idé om at sikre mere værdighed i ældreplejen er vi selvfølgelig helt enige i, men der er ikke noget af det, de lægger op til, der faktisk gør tingene derude bedre for de ældre. Tværtimod har jeg meget svært ved at se, hvordan fjernelse af rettigheder skulle gøre ældreplejen bedre på nogen måde.«

Ifølge B.T.s oplysninger lader Radikale Venstre til at blive tungen på vægtskålen i de aktuelle forhandlinger hos Astrid Krag, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra partiet.

Social- og ældreminister Astrid Krag skriver i en mail, at 'rigtig meget er godt i vores ældrepleje i dag, men det er desværre ikke hele billedet'.

Hun skriver videre, at regeringen derfor vil lave en ny ældrelov, 'hvor vi også vil give de ældre flere valgmuligheder og mere selvbestemmelse. Derudover forhandler vi lige nu med Folketingets partier om nye velfærdsaftaler, der sætter kommunerne fri på ældreområdet, og her håber jeg, at alle vil gå fordomsfri og åbne ind til drøftelserne til gavn for de ældre'.