De fleste oplever, at det bliver godt modtaget, hvis man ønsker andre god sommerferie. Men da statsminister Mette Frederiksen torsdag eftermiddag netop ønskede god ferie på sin profil på Facebook, så startede en lavine af sure kommentarer.

Et stort antal strejkende sygeplejersker har nemlig skrevet vrede beskeder til statsministeren. Sygeplejerskerne mener, at statsministeren svigter sit ansvar ved at tage på ferie netop nu, hvor sygeplejerskerne strejker.

Ferieloven forbyder, at man som strejkende kan afholde sin ellers planlagte ferie, hvis man strejker. Man skal nemlig møde op på sit arbejde første dag efter konflikten er afsluttet, uanset om man ellers havde aftalt ferie med sin arbejdsgiver før konflikten ramte. I modsat fald misligholder man sin kontrakt.

Sygeplejerskerne føler sig således trådt på, når statsministeren i sit opslag skriver »en stor tak og god sommer til de mange af jer, der overalt i landet har knoklet det seneste halvandet år under pandemien; I har i den grad fortjent en ferie!«

Den kommentar virker som en rød klud på sygeplejerskerne.

»Dejligt, at DU kan tage på din velfortjente ferie, med DIN familie. Er dog ret ked af, at du ikke kigger mod sygeplejerskernes side,« skriver sygeplejerske Lene Hvidkjær og fortsætter:

»Vi kan nemlig ikke tage på ferie med VORES familier. Vi strejker,« skriver hun.

Lene Hvidkjær er ikke den eneste.

En vred kommentar til statsministerens Facebookopslag.
En vred kommentar til statsministerens Facebookopslag.
Vis mere

Camilla Rosager Weber skriver at sygeplejerskerne »endnu engang gik fra HERO til ZERO.«

»Men ønsker dig da en dejlig sommerferie og tak for tilkendelsen om, hvor lidt du regner sygeplejersker for, og hvor lidt du tager ansvaret (alvorligt) for et velfungerende sundhedsvæsen i fremtiden,« skriver hun.

Der er fredag eftermiddag knap 4.000 kommentarer til Mette Frederiksens opslag. Mange er sygeplejersker, men der er også mange, som påpeger at sygeplejerskerne rammer hus forbi, når de kritiserer statsministeren.

Det er nemlig ikke statsministeren, der skal løse konflikten. Det skal arbejdsmarkedets parter. Mange påpeger også, at sygeplejerskerne selv har valgt at strejke, da de stemte nej til det overenskomstforslag, som Dansk Sygeplejeråd havde forhandlet sig til med Danske Regioner.

Nogle sygeplejersker svarer dog igen med, at det er en politisk opgave at ændre på tjenestemandsreformen, som de mener historisk set har stillet sygeplejersker dårligt lønmæssigt.