Statsminister Mette Frederiksen (S) er dybt berørt over dronning Elizabeths død.

Det skriver Statsministeriet i et tweet torsdag aften.

'Hendes Majestæt Dronningen var en samlende figur for hendes nation og verden over. Hun gav en følelse af stabilitet i skiftende tider,' lyder det.

'Vores tanker er med Kongefamilien og befolkningerne i Storbritannien og Commonwealth. Jeg sender min regering og det danske folks dybtfølte kondolence.'

Mette Frederiksen har også delt et opslag på sin Facebook-profil, hvor hun sender en hyldest til dronning Elizabeth.

'Gennem sin 70-årige regeringstid var dronning Elizabeth II symbolet på værdighed, styrke og pligt,' skriver hun.

Og hun er langt fra den eneste, der udtrykker en dybfølt kondolence.

Moderaternes formand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen skriver nemlig på Twitter, at dronningen var et anker i en oprørt sø.

'Først når man har mistet noget, forstår man den fulde betydning,' skriver han blandt andet.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, skriver på Twitter om dronningen:

'Gennem 70 år sad hun på Det Forenede Kongeriges trone som selve legemliggørelsen af alt britisk. Det er imponerede og fortjener dyb respekt. Må hun hvile i fred.'

Også de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, er kommet til tasterne på Twitter:

'Dronning Elizabeth II går over i historiebøgerne som en af de største. Ære være Dronning Elizabeths minde.'