Statsminister Mette Frederiksen forklarede tirsdag i folketingssalen, at hun ikke kan garantere, at de restriktioner, som danskerne er pålagt forsvinder helt ud af samfundet, når danskerne er blevet forsvarligt vaccineret og de mest sårbare borgere er beskyttede.

Det forklarede statsministeren ved partilederdebatten i Folketinget tirsdag, da Liberal Alliances partiformand Alex Vanopslagh havde spurgt til om statsministeren kunne love, at restriktionerne ville forsvinde samme vej som coronaen.

»Det er ikke det, som vi har lavet en aftale om. Det vi har aftalt med hinanden er, at vi går efter at få udfaset de nødvendige restriktioner, når det kan lade sig gøre,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:

»Når man tænker på de mutationer, der er i andre lande, så kan vi ikke svare enkelt på sådan et spørgsmål,« sagde statsministeren.

Alex Vanopslagh kaldte statsministerens udmelding for »bekymrende.«

»Det er bekymrende, at statsministeren svarer om mulige fremtidige mutationer. Det kan man altid risikere. Er statsministeren ikke enig i, at vi skal forsøge at komme af med alle disse restriktioner,« spurgte Alex Vanopslagh og nævnte blandt andet mundbind som eksempel

Til det svarede statsminister Mette Frederiksen at hun ikke mener, at det er et frihedsindgreb at pålægge borgerne at bruge mundbind. Hun oplever det i hvert fald ikke selv sådan.

»Jeg oplever simpelthen ikke, at det er et indgreb i min personlige frihed, at jeg skal anvende mundbind i dagligdagen, hvis det kan beskytte svage borgere,« sagde Mette Frederiksen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under møde i Folketingssalen, som indledes med en udvidet partilederdebat, på Christiansborg tirsdag den 13. april 2021. Her forklarede statsministeren at hun ikke umiddelbart kan love, at restriktionerne fjernes i takt med at pandemien kommer under kontrol.
Statsminister Mette Frederiksen (S) under møde i Folketingssalen, som indledes med en udvidet partilederdebat, på Christiansborg tirsdag den 13. april 2021. Her forklarede statsministeren at hun ikke umiddelbart kan love, at restriktionerne fjernes i takt med at pandemien kommer under kontrol. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere