Vaccinerne udrulles, smitten er under kontrol, og sommeren står for døren.

Og selvom Danmark er åbnet gradvist op i løbet af foråret, så bliver sommeren altså ikke helt uden restriktioner.

Mundbindet bliver hængende lidt endnu, og vi kan stadig ikke samles i ubegrænsede mængder. Derfor må landets større festivaler også opgive håbet om at arrangere de vanlige fester.

Men hvorfor skal vi fortsat begrænse friheden, når der ikke er noget større sundhedsmæssigt problem forbundet med pandemien længere, i takt med at de sårbare og udsatte er blevet vaccineret?

Det spørgsmål forsøgte B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup, at få svar på efter dagens spørgetime, hvor Mette Frederiksen havde stået skoleret foran de andre partiledere.

Men det var ikke helt ligetil for Qvortrup, at få et konkret svar ud af statsministeren:

»Vi skal kun have restriktioner, hvad angår covid-19, så længe der er behov for dem, og det er jo myndighederne, der kommer med nogle vurderinger henad vejen. Vi har en bred politisk aftale på det her område. Det fundament, den aftale står på, det er jo, at vi arbejder os hen mod et normaliseret Danmark, det vil sige, et Danmark som vi kendte det før covid-19, uden mundbind, uden restriktioner i forhold til hvor mange vi kan være sammen og den slags.«

»Ideen med den politiske aftale er at tingene udfases, der er langt færre restriktioner nu end i vinter, og de udfases, i takt med at det kan lade sig gøre. Det er også den måde, vi skal arbejde på henover sommeren.«

Statsminister Mette Frederiksen (S) møder pressen efter spørgetime i folketingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 11. maj 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) møder pressen efter spørgetime i folketingssalen på Christiansborg i København, tirsdag den 11. maj 2021.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men folk skal gå med mundbind, man kan ikke gå til festivaler, og de sårbare er vaccineret. Hvad gør det, hvis smitten stiger, hvis dem, der bliver smittet, ikke bliver syge?

»Vi er stadig langt fra at opnå flokimmunitet, desværre. Vi er fint på vej med vaccineudrulningen, men den er blevet forsinket på grund af sundhedsmyndighedernes beslutninger.«

»Vi er ikke i nærheden af flokimmunitet. Vi skal op omkring 70 procent. Vi forsøger at finde balancepunktet mellem at flere bliver vaccineret, vi genåbner mere og stadig færre restriktioner.«

»Hvordan Danmark, Europa og verden ser ud i forhold til mutationer og epidemiens udvikling (til sommer, red.), er der ingen, der kan svare på. Det, jeg kan sige, er, at det der ligger til grund for den politiske aftale, er, at vi skal hen til et normaliseret Danmark – det vil sige Danmark uden restriktioner.«

(Arkiv)
(Arkiv) Foto: Jon Wiche
Vis mere

Men hvad er problemet i, at nogen bliver smittet til sommer, hvis ikke de bliver syge?

»Det er en falsk præmis, at man ikke bliver syg, når man er barn eller ung. Man behøver ikke gøre mere, end at tale med nogen af dem med senfølger for at vide, at det for børn og unge også kan være en træls sygdom med konsekvenser.«

»Man får det til at lyde som om, at vi fra regeringens side har et ønske om at opretholde restriktioner, også hvis det ikke er nødvendigt. Det kan jeg aflive og aflyse. Der er kun restriktioner, hvis det er tvingende nødvendigt.«

Henrik Qvortrup forsøgte en sidste gang, men Mette Frederiksen gav herefter ordet videre til en anden journalist. Og derfor stod han tilbage uden et svar på et spørgsmål, som mange danskere nok sidder tilbage med.

»Den værste fare er afværget, ganske, ganske få får relativt ubetydelige senfølger. Kan det virkelig retfærdiggøre, at vi lever med restriktioner sommeren over?«

»Det spørgsmål blafrer stadig i vinden,« afslutter Qvortrup.