Danmarks kommende statsminister – hvis man altså tror på meningsmålinger – var noget af en partygirl, da hun som teenager slog sine folder i det aalborgensiske natteliv.
Tre dage i streg – uge efter uge – gik hun og vennerne i ét med inventaret på byens brune og røgfyldte vandhuller.
»Ja, nu kommer jeg nok til at afsløre, at jeg har været på værtshus og købt noget, før jeg blev 18. Men det har jeg altså.«
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, afvæbner 'alvoren' med et smil.
»Jeg var totalt festpige. Vi gik ud torsdag, fredag og lørdag. Vi gik på værtshus, hvor vi spillede rigtig meget pool. Vi havde godt nok ikke så mange penge, så en øl kunne sagtens holde i lang tid.«
Mette Frederiksen fortæller, hvordan festerne dengang i gymnasietiden ofte strakte sig langt ud på natten, og med en lille rebelsk sandhed punkterer hun illusionen om – hvis nogen da måtte have den – at S-formanden var en 12-talspige i gymnasiet.
»Når vi havde været på værtshus, gik vi i Jomfru Ane Gade, inden vi tog på morgenværtshuset Onkel Tom. Bagefter gik vi forbi bageren på vej hjem. Eller direkte i skole.«
Mette Frederiksens blågrønne øjne indikerer noget ærligt ungdommeligt, når hun tænker tilbage og sætter ord på teenageårenes eskapader.
Hun er nærværende og umiddelbar. Hun holder øjenkontakt og svarer, som hun føler.
Vi sidder over for hinanden på de fire forreste sæder i hendes postkasserøde kampagnebus, som hun lige nu turnerer landet med under valgkampen.
Bussen er fyldt med mennesker.
I dag er det alt fra hendes 13-årige søn til kampagnesoldater og pressefolk, der er med.
Lige nu går turen fra Skagen til Hjallerup Marked, hvor endnu et parti langstilkede roser flankeret af politiske paroler skal uddeles til nordjyderne.
De mange menneskers tilstedeværelse i bussen lader dog ikke til at røre Mette Frederiksen her små fire uger inde i valgkampen.
I hvert fald har hun intet imod at snakke om sin barndom. Sin opvækst. Og vigtigst: sin familie. Arnestedet for hele hendes livsgrundlag og ståsted her i tilværelsen.
Det kommer vi til.
Rock'n'roll chick
Inden da sætter vi bussen i bakgear og tager tilbage til de unge år: dengang Mette Frederiksen var flippet, som hun selv betegner det.
Dengang hun hørte rock. Det gør hun stadig. Men dengang hun hørte det for første gang. Dengang det virkelig betød noget og satte sig fast.
»Især op gennem 90'erne, hvor Nirvana blev store, hørte jeg meget rock. Meget Gasolin, The Beatles og Red Hot Chili Peppers.«
»Rockmusik har noget power. Det er en mærkelig blanding af energi og nostalgi. Det er ekstremt kraftfuldt, og det kan noget, som andet musik ikke kan.«
Især den nostalgiske del spiller for Mette Frederiksen en stor rolle, når det handler om musik.
For hende fungerer musikken som en slags 'åndelig' portal, der lader tanker og følelser rejse tilbage i tiden og genopleve særlige øjeblikke og personer, hun har kær.
»For mig genkalder musikken den følelse, man havde, dengang man oplevede den første gang. Det lader ligesom historien leve videre.«
»Det var i høj grad min afdøde mor, der lærte mig om musik. Joe Cocker. Roy Orbinson. No Milk Today. Det var noget af det, hun hørte. Og når jeg hører det i dag, er det, som om hun stadig er her.«
Styrken i at give videre
Det er tydeligt, at Mette Frederiksens forhold til sine forældre betyder meget.
Det er herfra, hun har det værdisæt, hun selv lever efter i dag.
Det er herfra, hun lærer fra sig og giver videre til sine egne børn.
»I virkeligheden bunder det i, at jeg er et utrolig nostalgisk menneske, og jeg synes, at der er en enorm styrke i at give videre fra generation til generation.«
En af de ting, som Mette Frederiksen i særdeleshed gør en dyd ud af at give videre til sine egne børn, er det rum, hun og familien har skabt om morgenen, inden de tager på arbejde og i skole.
Her tager de tiden til at spise sammen. Til at tale sammen. Til at være sammen.
»Morgenmaden er blevet vores vigtigste måltid. Det er der, vi er sikre på at være hjemme alle sammen. Og ligegyldigt hvor travlt vi har, laver vi altid morgenmad. Rigtig morgenmad. Hver dag,« siger den 41-årige statsministerkandidat og fortsætter:
»Helt grundlæggende tror jeg, at alle mennesker har behov for at have et sted at være, hvor man er elsket. Ikke på grund af noget særligt, men bare fordi man er der. Hvor anerkendelsen, respekten og kærligheden ikke er bundet op på, hvad du laver, eller hvad du præsterer, men hvor du bare er en del af et rum, hvor kærligheden er betingelsesløs. Det er det rum, jeg gerne vil give videre.«
