Socialdemokraternes formand var indlagt på Herlev Sygehus efter en slem madforgiftning.

Det oplyser hun selv på et direkte videosignal på Facebook.

»Du har måske hørt, at jeg er syg. Og det er jeg. Jeg har fået en madforgiftning. En af de grimme. Den har stået på i fire dage.«

Hun er siden kommet hjem og kunne tirsdag eftermiddag fortælle sine følgere, hvordan hun oplevede det pludselige sygdomsudbrud.

Hun var på vej rundt til forskellige byer i Jylland, da madforgiftningen forårsagede et brat stop på den turne.

»Jeg vågnede om natten badet i sved og kunne godt mærke, at den var helt gal.«

»Jeg tænkte 'videre', men kastede op i bussen på vej til Viborg og har kastet op lige siden. Derfor ligner jeg noget, der er fuldstændig og aldeles løgn,« siger hun.

»Sådan er livet – nogle gange bliver man syg, og jeg blev det bare på et dårligt tidspunkt.«

Ifølge Mette Frederiksen har en læge anbefalet hende at spise godt med sukker og salt.

»Men jeg kan ikke engang få et stykke dagmartærte eller en træstamme ned,« lyder det.

Derfor varer det nok også et par dage, før oppositionslederen er klar til at vinde vælgere på gader og stræder, lyder det.

»Jeg satser på at være fuldt med i valgkampen i løbet af nogle få dage,« siger hun.

Mette Frederiksen havde også et budskab klar:

»Jeg synes, vi skal bruge valget til at bygge bro mellem os danskere.«

Samtidig lød det dog fra partilederen, at hun og socialdemokraterne ikke vil samarbejde med partiet Stram Kurs i et nyt folketing.

»Vi går til valg på at etablere en regering som består af ét parti, men som samarbejder bredt.«

Men Stram Kurs er socialdemokraterne simpelthen for uenige med, lod Mette Frederiksen forstå.