Statsministeriet indkalder til pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet.

Det finder sted kl.15 og handler om covid-19 i Danmark, skriver Statsministeriet i en pressemeddelelse.

254 personer er lige nu indlagt for corona-smitte i Danmark. Det fremgår af den seneste overvågningsrapport fra Statens Serum Institut.

Af dem ligger 55 på intensivafdelinger rundtomkring i landet. 47 af dem ligger i respirator.

Søndag lød det, at 232 var indlagt. På det tidspunkt var 46 indlagt på intensiv, hvoraf 40 var i respirator.

På grund af den tilspidsede situation i Danmark har regeringen indført en række restriktioner og tiltag. Alle skoler og institutioner er lukket til næste mandag.

Hvorvidt det forlænges, kan der måske komme svar på, når statsministeren går på talerstolen kl. 15.

Der er desuden lavet et forsamlingsforbud, der betyder, at politiet udsteder bøder til danskere, der er samlet i grupper på mere end 10 personer.

Næsten alle restauranter, butikker og barer, som ikke sælger fødevarer til daglig brug, er beordret lukket. Det vides endnu ikke, om Mette Frederiksen kommer med yderligere restriktioner på dagens pressemøde.

Du kan følge pressemødet på LIVE-TV her på bt.dk fra klokken 15.