Lyt til artiklen

Det er ikke nødvendigvis en tilstrækkelig styrkelse af det danske forsvar, at udgifterne skal nå op på to procent af bruttonationalproduktet (bnp).

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) under et kort pressemøde på Frederiksberg Slot, hvor hun udtaler sig om dansk sikkerhed og forsvar.

Her bliver Mette Frederiksen spurgt, hvordan hun kan være sikker på, at to procent af bnp er nok.

- Det er jeg da heller ikke sikker på, og vi kommer løbende til at forholde os til udviklingen og situationen i dansk forsvar, siger statsministeren.

Pressemødet afholdes, kort før en rapport, der skal danne grundlag for politiske forhandlinger om et kommende forsvarsforlig, præsenteres.

Rapporten slår fast, at Danmark og resten af verden ventes at gå en usikker fremtid i møde. Blandt andet på grund af en trussel fra Rusland.

Gruppen bag rapporten slår på den baggrund desuden fast, at Forsvaret - på grund af det markant øgede trusselsbillede - står over for at skulle varetage væsentligt flere opgaver frem mod 2035.

Beslutningen om øge forsvarsudgifterne til to procent af bnp blev taget i marts, da et bredt flertal i Folketinget indgik en aftale.

Aftalen - der kaldes et nationalt kompromis - betyder, at Danmark inden udgangen af 2033 skal bruge cirka 18 milliarder kroner om året på forsvar.

Mette Frederiksen siger, at verden er blevet mere usikker. Derfor skal der "selvfølgelig" investeres mere i Danmarks sikkerhed, end det er tilfældet i dag.

- Men der er ikke nogen, som kan skrue tiden frem, siger statsministeren med henvisning til spørgsmålet om, hvorvidt der skal bruges endnu mere.

- Jeg gør stilfærdigt opmærksom på, at der ikke er nogen regering før denne regering, der har fået sat pen til papir og fået lavet et nationalt kompromis og truffet de nødvendige beslutninger omkring to procent, siger hun.

/ritzau/