Statsminister Mette Frederiksen blev fredag eftermiddag så oprørt under en debat i Folketinget, at hun slog sine briller i bordet og råbte »what?« i forbløffelse.

Årsagen var, at Enhedslistens udenrigsordfører, Søren Søndergaard, gav udtryk for, at Rusland ikke generelt udgjorde en trussel mod Europa for øjeblikket.

Søren Søndergaard var på talerstolen i en debat om et fælles EU-forsvar, da SFs forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen spurgte Søren Søndergaard, om han mener, at Rusland udgør en trussel mod Europa lige nu.

Svaret lød således:

»Generelt er svaret nej.«

Det næste, man så hørte, var et rungende »what« fra statsministerens plads, hvor kameraet også fangede, at hun tog sine briller af og forbløffet hamrede dem i bordet.

Herefter lagde Mette Frederiksen hånden for munden og så tydeligt forbløffet ud.

Efter Søren Søndergaards korte svar tog Valentina Bertelsen igen ordet. Hun sagde, at hun undrede sig, og at hun selv opfattede Rusland som en trussel mod Europa.

Søren Søndergaards kommentar fik statsministeren til at udbryde et rungende »what«
Søren Søndergaards kommentar fik statsministeren til at udbryde et rungende »what«
Vis mere

»Det chokerer mig faktisk en lille smule, at Enhedslisten ikke mener det. Men det forklarer også Enhedslistens holdninger,« sagde Valentina Bertelsen om Søren Søndergaards kommentar.

Søren Søndergaard fik dog mulighed for at uddybe sin kommentar. Her forklarede han, at han vurderer, at Rusland er en trussel mod flere lande i Europa. Han nævnte for eksempel Moldova og Georgien.

»Men jeg mener ikke, at Rusland er en aktuel trussel mod Danmark,« sagde Søren Søndergaard og fortsatte:

»Og jeg bliver nødt til at sige, at vi har en efterretningstjenestevurdering, som siger præcis det.«

Han fortsatte desuden med, at Danmark sender våben til Ukraine og det i øvrigt også er Enhedslistens politik.

»Men det er ikke det samme, som at der er en konkret trussel mod Danmark,« sagde Søren Søndergaard.