Statsminister Mette Frederiksen (S) finder det uproblematisk, at hendes mand, filmfotografen Bo Tengberg, arbejder på en dokumentar, hvor Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, indgår. Og hun har ikke talt med præsidenten om dokumentaren.

Det siger hun tirsdag ved en presseseance uden for Folketingssalen på Christiansborg.

- Bo har et arbejde. Han arbejder med film. Jeg blander mig ikke i hans arbejde, og han har selvfølgelig ikke nogen indflydelse på dansk Ukraine-politik.

- Men jeg kommer altså ikke til at udtale mig mere om min mands arbejde, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren har de seneste år knyttet et stærkt bånd med Volodymyr Zelenskyj, og hun er blandt de største støtter af Ukraine, som for tre et halvt år siden blev invaderet af nabolandet Rusland.

Bo Tengberg og produktionsselskabet Seabird Production har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at "det er offentligt velkendt, at der er et personligt venskab mellem præsidentparret i Ukraine og statsministerparret i Danmark".

Blandt andet derfor bør Bo Tengberg slet ikke lave et filmprojekt om Volodymyr Zelenskyj, mener ngo'en Transparency International Danmark.

Formand Jesper Olsen har sagt til Ekstra Bladet, at projektet vil kunne opfattes "som en propagandafilm for regeringens politik".

- Dertil kommer, at Bo Tengberg har en privatøkonomisk interesse i at tjene penge på dokumentaren, og derved har statsministeren det også. Og så har han adgang til den ukrainske præsident, fordi han er gift med statsministeren, og ikke fordi han er dokumentarist, har Jesper Olsen sagt til mediet.

Adspurgt om, hvorvidt hun har drøftet sin mands dokumentar med Volodymyr Zelenskyj, svarer Mette Frederiksen:

- Det kan jeg klart afvise. Som jeg sagde lige før, så blander jeg mig ikke i hans (Bo Tengberg, red.) arbejde, og i det han laver filmmæssigt.

- Og han har selvfølgelig heller ikke indflydelse på dansk udenrigspolitik. Det håber jeg egentlig, siger sig selv.

Det Danske Filminstitut (DFI) har støttet udviklingen af projektets manuskript med 190.000 kroner i 2024. Det fremgår af instituttets hjemmeside.

Siden Rusland invaderede Ukraine i 2022, har Danmark støttet Ukraine med knap 75 milliarder kroner i militær og civil støtte. Det viser tal fra Udenrigsministeriet.

/ritzau/