Statsministeriet har tirsdag aften delt et opslag på X, hvor de skriver, at Mette Frederiksen har diskuteret den potentielle energivåbenhvile med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

'Vi har diskuteret de seneste udviklinger med Zelenskyj i dag, Ukraine er klar til at indgå en energivåbenhvile, men Rusland fortsætter sine angreb på civile og energiinfrastrukturen,' står der på vegne af Mette Frederiksen, som fortsætter:

'Det er vigtigt, at vi alle fortsætter den stærke støtte til Ukraine. Og øger sanktionerne mod Rusland.'

Samtalen mellem de to ledere kommer i kølvandet på den amerikanske præsident, Donald Trumps, udmelding søndag, hvor han skrev på sit sociale medie Truth Social, at Rusland og Ukraine har indgået en energivåbenhvile. 

'Med øjeblikkelig virkning er der en energivåbenhvile i krigen mellem Rusland og Ukraine. Begge parter er blevet enige. Overtræd den ikke,' skrev Donald Trump.

Meldingen kom som en nyhed for Zelenskyj, og allerede mandag meddelte den ukrainske præsident, at Rusland havde angreb ukrainske energianlæg seks gange dagen efter den påståede aftale. 

'Det står i stigende grad klart, at Rusland ikke er villig til at acceptere en energivåbenhvile foreslået af USA, skrev Zelenskyj på X samme dag.

Rusland har endnu ikke kommenteret aftalen – tværtimod taler Ruslands præsidentielle talsperson, Dmitrij Peskov, uden om, hvorvidt de er villige til at indgå en energivåbenhvile med Ukraine.