Klimasynderne skal betale ved kasse ét.

Sådan har meldingen været fra S-regeringen op til præsentationen af en ny grønt skatteudspil i dag.

Men det gælder ikke alle virksomheder.

Det fremgår af regeringens udspil, at virksomheder med mineralogiske processer får en stor skatterabat på CO₂-udledning, hvis det står til Mette Frederiksens regering.

Den største af den type virksomheder er Aalborg Portland, som Mette Frederiksen tidligere har kæmpet indædt for at frede.

»Som aalborgenser, kommer jeg til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det,« sagde Mette Frederiksen i 2018, da hun bejlede til statsministerposten.

Aalborg Portland skal ifølge udspillet betale 100 kroner pr. tons CO₂ oven i EU-kvoteprisen på 750 kroner, mens andre virksomheder skal betale 375 kroner ud over kvoten. Det betyder, at S-regeringen vil give Aalborg Portland en klækkelig rabat.

Ifølge Energistyrelsen udledte Aalborg Portland i 2018 2,2 millioner ton CO₂. Det er mere end ti gange så meget som den næststørste CO₂-udleder i Danmark.

»Når vi har en mindre afgift for mineralogiske processer, er det, fordi at de virksomheder er særligt udsatte og har sværest ved at omsætte sig. Så laver man ikke en lavere afgift, så vil man lukke ned eller skære arbejdspladser. Og så udvikler vi ikke men afvikler,« siger skatteminister Jeppe Bruus om virksomheder som Aalborg Portland.

S-regeringen foreslår en CO₂-afgift, som samlet set indbringer 5,3 milliarder kroner om året. Derudover henter regeringen reserver fra Nordsøaftalen og den seneste grønne skattereform.

Samlet set giver det 7 milliarder kroner, som S-regeringen vil investere i den grønne omstilling.

Ifølge regeringen vil udspillet mindske udledningen med 3,7 millioner ton CO₂ frem mod 2030.