Ser man bort fra statsministerens nytårstale, så er De Radikales nytårsstævne traditionen tro et af de første politiske begivenheder i et nyt år.
Og i 2026 gæster statsminister Mette Frederiksen (S) nytårsstævnet, som finder sted 10.-11. januar på Hotel Nyborg Strand.
Det fremgår af en invitation fra De Radikale til det årlige arrangement.
Sammen med De Radikales leder, Martin Lidegaard, og De Konservatives formand, Mona Juul, skal Mette Frederiksen deltage i en partilederdebat.
Det er første gang siden 2022, at Mette Frederiksen deltager i nytårsstævnet, og det sker ganske interessant i et år, hvor der skal være folketingsvalg. I 2022 var der tale om et nytårsstævne, som var præget af corona-situationen og derfor blev afholdt digitalt.
De Radikale og Socialdemokratiet har haft et til tider ganske anstrengt forhold til hinanden de seneste år.
Det begyndte for alvor i 2018, hvor Mette Frederiksen som S-formand og statsministerkandidat meldte ud, at Socialdemokratiet ved næste folketingsvalg - som fandt sted i 2019 - gik efter at danne en etpartiregering. Dermed brød Socialdemokratiet mange års regeringssamarbejde med De Radikale.
Forholdet led endnu et stort knæk, og der var kold luft mellem partierne, da De Radikale som parlamentarisk støtteparti i 2022 truede med at trække støtten til S-regeringen.
Det gjorde De Radikale, efter at Minkkommissionen var kommet med sin rapport over minksagen, der fandt sted under coronakrisen, og som førte til, at mindst 15 millioner af mink i Danmark blev aflivet.
Godt nok afviste De Radikale, at Mette Frederiksens juridiske rolle i sagen skulle undersøges, men partiet krævede i stedet for, at der skulle udskrives valg inden 4. oktober det år.
Efter folketingsvalget 1. november 2022 var De Radikale i spil til at komme i regering, men det skete ikke, og i stedet for endte Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne med at lave en midterregering, som De Radikale længe også havde sukket efter.
/ritzau/
