Sommerferien har ikke ændret på, at Socialdemokratiet og rød blok er langt foran i meningsmålingerne.

Den markante opbakning til rød blok og regeringspartiet Socialdemokratiet har ikke ændret sig over sommeren. Dermed går statsminister Mette Frederiksen (S) ind i et travlt efterår med vinden i ryggen.

Det viser en meningsmåling foretaget af Voxmeter for Ritzau – den første siden slutningen af juni. Socialdemokratiet står fortsat stærkt og rød blok står ifølge målingen samlet til 104 ud af Folketingets 179 mandater, hvis målingen var et valgresultat.

»Målingen er et meget stærkt udgangspunkt for Mette Frederiksen forud for de næste måneders helt afgørende forhandlinger.«

»Ud over coronakrisen skal regeringen levere en aftale om tidlig tilbagetrækning, aftaler på klimaområdet, en finanslov og en masse andet.«

»Her er målingen et godt udgangspunkt, for det vil mindske lysten til et folketingsvalg,« siger politisk kommentator Hans Engell.

I målingen står Socialdemokratiet til 33,4 procent af stemmerne. Dermed har partiet fastholdt den betydelige fremgang, det har nydt godt af siden covid-19 ramte Danmark, og regeringen gennemførte en stor nedlukning af samfundet.

»Mens covid-19 nu igen er på vej tilbage med stigende smittetal, og vi muligvis står over for en periode med nye, store beslutninger, oplever danskerne, at regeringen har hånd på roret,« siger Hans Engell.

Mens det er rosenrødt for regeringen og rød blok, ser det – logisk nok – modsat fortsat skidt ud for blå blok.

Målingen sætter Venstre til 18,9 procent af stemmerne. Var det et valgresultat, ville det være det dårligste siden 1990.

»Den lave opbakning til blå blok betyder, at nogle af partierne vil koncentrere sig om at profilere sig selv, som vi ser De Konservative og Dansk Folkeparti gøre,« siger Hans Engell.

Han understreger, at partierne i blå blok absolut ingen interesse har i et valg lige nu, hvilket stiller dem i en svær situation.

»Deres meningsmålinger er samlet set helt elendige, og de har ikke noget fælles projekt at stille op med. I en valgkamp ville man se for fuld tryk, hvor lidt de er enige om.«

»Det er især Venstre jo slet ikke interesseret i,« siger Hans Engell og afslutter:

»Det betyder selvfølgeligt også, at det vil være mere fristende for de borgerlige partier at byde sig til i forhold til forlig og aftaler med regeringen frem for at søge konfrontationen.«

»Konfrontationen skal nok komme på et tidspunkt, men ikke det første års tid.«

/ritzau/