Tirsdag dukkede en ny profil op på det sociale medie Twitter.

Med brugernavnet FrederiksenDK var statsminister Mette Frederiksen (S) tilsyneladende kommet på det sociale medie.

Med et coverbillede af hele regeringen, billeder fra et møde med formanden for Den Europæiske Råd Donald Tusk og retweets af flere opslag fra Statsministeriets officielle profil så det hele sådan set meget troværdigt ud.

Lige indtil at 'statsministeren' i et tweet meddelte, at Mikhail Gorbatjov er død. Sandheden er, at den tidligere sovjettiske leder lever i bedste velgående, selv om han efterhånden er 88 år.

To minutter efter dét tweet lød det så fra profilen, at det er den italienske journalist Tommasso Debenedetti, der står bag. Han har specialiseret sig i at skabe fake news og har også tidligere stået bag falske Twitter-profiler.

Statsministeriet bekræfter over for B.T., at der er tale om en falsk profil.

Mette Frederiksen er altså kun til stede på Facebook, hvor omkring 94.000 følger hende. Noget mere end de 415, der indtil videre følger den falske profil.

Hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen (V), er derimod til stede på Twitter, hvor han har 179.000 følgere.