Mette Frederiksen havde taget de historiske briller på, da hun tirsdag holdt grundlovstale.

Faktisk skal vi 85 år tilbage i tiden for at forstå, hvorfor Socialdemokratiet i dag har valgt at ryste posen i dansk politik og vriste sig fri af samarbejdspartneren gennem 25 år, Det Radikale Venstre.

En januaraften i 1933 indgik Thorvald Stauning det meget omtalte Kanslergadeforlig i sin lejlighed på Østerbro i København.

»Kanslergadeforliget blev indgået, samme dag som Hitler kom til magten i Tyskland. Herhjemme blev der sat gang i beskæftigelsen. Bønderne fik bedre priser for deres fødevarer. Og grundstenen til verdens mest progressive socialreform blev lagt. Kanslergadeforliget står i dag som det måske mest ikoniske eksempel på det brede samarbejde i Danmark.«

Stauning - »min forgænger«, som Mette Frederiksen bemærkede - ofrede nogle principper med det siden så omtalte forlig, men reddede til gengæld landet.

»Præcis den aften valgte vi danskere den særlige vej, der handler om samtale, dialog og resultater,« fortsatte hun.

Mette Frederiksens Grundlovstale på Aarø Sportsplads i Haderslev Kommune. Tirsdag den 5. juni 2018. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Vis mere

Det delte Danmark

Anderledes gik det under Anders Fogh Rasmussens VK-regeringer i 2000'erne, der havde Dansk Folkeparti som fast parlamentarisk grundlag. Det »splittede Danmark«, fordi politik blev lig blokpolitik.

»Vi må finde nye samarbejdsformer. Jeg tror mere på samarbejde end på splittelse. Vi er 179 medlemmer af Folketinget. Ni partier. På kryds og tværs er vi enige og uenige. Og det stiller krav til os alle sammen. Om at forhandle. Søge de bredest mulige løsninger,« sagde Mette Frederiksen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udskriver inden for et år valg til Folketinget.

»Når det sker, går vi til valg på at danne en socialdemokratisk etpartiregering,« sagde Mette Frederiksen og nævnte udlændingepolitikken, den grønne linje og velfærden som tre grunde til, at det er en god idé.

Eva Kjer Hansen, Jesper Petersen og Mette Frederiksen. Grundlovstale Aarø Sportsplads i Haderslev Kommune. Tirsdag den 5. juni 2018. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Vis mere

Løkke kunne ikke - men Mette kan

»Et mindretal kan ikke tvinge et flertal til at føre en anden politik. Det har vi set for fuld udblæsning i den seneste valgperiode. Med ultimative krav forsøgte Liberal Alliance at tvinge topskattelettelser igennem. Et flertal var imod. Det gjorde det umuligt at regere for Løkke Rasmussen. Ja, det gør det stadig.«

Lars Løkke Rasmussen havde sine problemer, da han efter sidste valg stod i spidsen for en smal Venstre-regering. Men det bekymrer ikke Mette Frederiksen at havne i samme situation.

»En socialdemokratisk etpartiregering vil være den mest manøvredygtige i lang tid. Det forpligter. Vi vil bestræbe os på at bringe alle mandater i spil. Og alle partier, der vil gøre en forskel, må søge samarbejdet,« sagde hun og kom med et løfte.

»Frem mod valget vil vi fremlægge endnu mere. Der er ikke ét parti, vi kan gøre det hele sammen med. Men der er mange partier, vi kan gøre meget sammen med. Man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land,« sagde hun - og gentog dermed sin pointe fra den kronik, hun grundlovsdag har i Jyllands-Posten.