Det var en veloplagt og kampdygtig Mette Frederiksen, som fredag stemplede ind i valgkampen.

Med rugbrødsmadder og en tætpakket dagsorden kan partiformanden nu lægge flere dages sygdom bag sig.

»Det har været en fuldstændig syret oplevelse at ligge syg, da valget blev udskrevet« fortæller Mette Frederiksen i et videointerview, da B.T. møder hende i valgbussen på tur i det nordjyske.

»Jeg lå i en seng og tænkte 'wow, hvad gør jeg nu?'. Jeg havde ikke forestillet mig, at der ville blive udskrevet valg i tirsdags.«

Mette Frederiksen (S) og hendes nærmeste stab diskuterer de helt usædvanligt store mængder pressehenvendelser ombord på valgbussen mellem Aalborg og Grenaa.
Mette Frederiksen (S) og hendes nærmeste stab diskuterer de helt usædvanligt store mængder pressehenvendelser ombord på valgbussen mellem Aalborg og Grenaa. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Selvom Mette Frederiksen lå syg og kortvarigt var indlagt på grund af en slem maveforgiftning, så kunne hun trøste sig med, at Socialdemokratiet som organisation kunne håndtere det uforudsete. Selv en syg partiformand.

Fredag begyndte valgkampen for den raskmeldte Mette Frederiksen med et besøg på Aalborg Katedralskole, hvor hun modtog en æske romkugler i velkomstgave.

»Toilettet er derovre, hvis det skal være, lød det fra rektor Christian Warming, hvilket udløste stor latter blandt de 450 gymnasielever i salen.

Appetitten er heldigvis vendt tilbage igen, fortæller Mette Frederiksen. Trætheden sidder dog stadig i kroppen.

Efter besøget på skolen satte partiformanden kurs mod Nytorv i 'Nordens Paris, for at uddele røde roser.