Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at de politiske signaler fra flere lande er så stærke, at Menneskerettighedsdomstolen vil ændre praksis, som vil gøre det lettere at udsende kriminelle udlændinge.

Det siger hun til Altinget, som udgiver artiklen, kort efter at 26 lande, som er medlemmer af Europarådet, officielt har støttet et dansk ønske om at lette udvisninger. Der er 46 medlemmer af Europarådet.

- Erklæringen lægger op til en helt ny balance ved Menneskerettighedsdomstolen, så behovet for at passe på samfundet og helheden kommer til at veje tungere end kriminelle udlændinges, siger hun.

Erklæringen fokuserer på artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er den artikel, der beskytter retten til familieliv.

Danske politikere har igen og igen kritiseret konventionen for at stille sig i vejen for udvisning af kriminelle udlændinge, som i visse tilfælde har gentaget alvorlig kriminalitet.

- Siden jeg var justitsminister, har jeg været drevet af, at der skal udvises flere kriminelle udlændinge, og nu har vi et reelt gennembrud på europæisk plan, siger Mette Frederiksen til Altinget.

I maj var Mette Frederiksen og den italienske premierminister, Giorgia Meloni, hovedforfatterne til et åbent brev med syv andre lande, hvor de gav udtryk for ønsket om at kunne udvise flere.

Nu er de ni lande vokset til 27, og Europarådet har onsdag taget et første skridt mod en erklæring om at ændre praksis for udvisning af kriminelle udlændinge.

/ritzau/