Næsten to måneder efter sit sommerbryllup på Møn deler statsminister Mette Frederiksen nu nogle af billederne fra festdagen, hvor hun sagde ja til filmfotografen og -instruktøren Bo Tengberg.

Det sker søndag formiddag på Instagram, hvor hun ledsager billederne med teksten:

»Sommeren går på hæld. En sommer, der blev noget helt særligt for os. 2020 vil utvivlsomt blive et af de sværeste år i nyere tid. Heldigvis er det også en tid med fællesskab og kærlighed.«

Og i kommentarfeltet kommenterer en af bryllupsgæsterne – partiformand for SF, Pia Olsen Dyhr:

'Det var en fantastisk dag.'

Mette Frederiksens bryllup fandt sted 15. juli i Magleby Kirke på Møn, hvor brudeparret har et sommerhus.

Mette Frederiksen og Bo Tengberg mødte hinanden gennem fælles venner i 2014. Parret optrådte for første gang for alvor offentligt sammen ved tidligere statsminister Anker Jørgensens begravelse i foråret 2016.

Efter at Mette Frederiksen blev statsminister, har Bo Tengberg enkelte gange optrådt i medierne.

Det skete blandt andet ved Mette Frederiksens første åbningstale i Folketinget samt ved partiets kongres i 2019, hvor en personlig videohilsen til den nyslåede statsminister blev vist på storskærm.