Socialdemokraterne bakker som ventet op om regeringens beslutning om at indføre grænsekontrol til Tyskland.

København: Venstre-regeringen har mandag gjort det rigtige ved at indføre midlertidig grænsekontrol til Tyskland på dagen, hvor Sverige har indført id-kontrol ved den dansk-svenske grænse.

Hos det største oppositionsparti er der opbakning til statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) beslutning.

Det siger S-formand Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Danmark står i en ekstraordinær situation. Vi skal have styr på, hvor mange og hvem der kommer til Danmark, og derfor er det rigtigt af regeringen, at de nu indfører midlertidig grænsekontrol.

- Socialdemokratiet bakker op om de konkrete initiativer, som regeringen nu har taget. Vi har samtidig en klar forventning om, at regeringen uden tøven er parat til at iværksætte yderligere tiltag, hvis det viser sig at være nødvendigt.

- Det afgørende er, at vi kan opretholde trygheden og stabiliteten i Danmark, og at vi som samfund kan følge med, lyder det fra Mette Frederiksen.

Socialdemokraterne har længe meldt ud, at de er parate til at bakke op om det, regeringen finder nødvendigt i forhold til grænsekontrol.

Mette Frederiksen tilføjer dog, at grænsekontrol ikke hjælper på problemerne, som den igangværende flygtninge- og migrantkrisen i Europa fører med sig.

- Grænsekontrol er godt, men det løser ikke det grundlæggende problem. Presset på vores grænser er skabt af mennesker, der flygter fra overfyldte flygtningelejre.

- De har brug for andet end tomme løfter om hjælp. Og herhjemme får vi for hver dag, der går, et stadig større behov for at aflaste vores kommuner.

- Ellers vil det stigende antal flygtninge uundgåeligt føre til besparelser på velfærden. Også her svigter regeringen, siger Mette Frederiksen.

Grænsekontrollen gælder fra mandag klokken 12, og den vil i første omgang vare i 10 dage. Derefter vil den kunne forlænges, hvis der er behov for det.

Efter de først 10 dage kan grænsekontrollen forlænges i yderligere 20 dage, og den periode vil også kunne forlænges, har Lars Løkke Rasmussen udtalt tidligere mandag..

/ritzau/