På donorkonference torsdag skal det ikke diskuteres, om Ukraine skal have kampfly, siger statsminister.

Ukraine har længe efterspurgt, at allierede lande donerer kampfly til krigen mod Rusland.

På vej ind til donorkonferencen om støtte til Ukraine torsdag i København lød det fra Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, at han »selvfølgelig« håber, at Ukraine snart kan få vestlige kampfly.

Men det afviser statsminister Mette Frederiksen (S) for nu.

»Fly er en særlig problemstilling, og det har det været hele vejen igennem. Så fokus – også i dag – er på andre ting,« siger hun uden at uddybe problemstillingen.

På et spørgsmål om, hvorvidt Ukraine helst vil have kampfly eller minerydning, slog Reznikov også fast, at Ukraine på nuværende tidspunkt ønsker kampfly.

Selv om det ønske ikke ser ud til at blive opfyldt torsdag, har han store forhåbninger for konferencen.

»Jeg forventer, at det bliver meget konkret og en pragmatisk konference. Der vil være reelle diskussioner med vores partnere,« siger Oleksij Reznikov.

26 lande er repræsenteret ved konferencen. Landene skal blandt andet diskutere videre fællesfinansiering af våben og våbenproduktion til Ukraine.

Og det er afgørende, at landene fortsætter med at donere til Ukraines militær, slår Mette Frederiksen fast.

»Hvis man skal være lidt direkte, så kan man forebygge krige med bløde redskaber i udenrigspolitik. Men når krigen først er begyndt, så bliver man nødt til at bruge våben for at få den afsluttet,« siger statsministeren.

Ifølge den amerikanske avis The Washington Post er der dog diskussioner blandt USA og allierede om donation af kampfly til Ukraine.

Den øverste chef for det amerikanske flyvevåben, general Charles Q. Brown Jr., sagde 20. juli, at der er forskellige muligheder i forhold til at styrke Ukraines flyvevåben med nye fly.

Avisen skrev videre, at Ukraine gennem krigen har været overmatchet i luften, da Ukraines flyvevåben består af gamle kampfly fra Den Kolde Krig.

/ritzau/