Et fuldstændigt asylstop vil betyde, at Danmark skal træde ud af internationale konventioner, siger S-formand.

Dansk Folkeparti kræver, at der efter folketingsvalget skal indføres et fuldt stop for at kunne søge asyl i Danmark.

Men DF skal ikke regne med, at Socialdemokratiet vil støtte forslaget.

Det siger S-formand Mette Frederiksen ved et møde fredag på Aalborg Katedralskole.

- Et fuldstændigt asylstop her og nu vil betyde, at Danmark skal træde ud af de internationale konventioner og spilleregler. Og det kan jeg selvfølgelig ikke anbefale, siger Frederiksen.

Hun fortæller, at Socialdemokratiet i stedet vil arbejde for at etablere et helt nyt asylsystem.

- Vi vil grundlæggende gerne etablere et helt nyt asylsystem, hvor vi flytter den spontane asylansøgning fra Danmark, hjælper flere flygtninge i nærområderne, og så får kvoteflygtninge derfra, siger Mette Frederiksen.

Udmeldingen ærgrer imidlertid Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.

- Det synes jeg, er rigtig ærgerligt, fordi vi har brug for yderligere stramninger i forhold til tilstrømning, og vi har brug for at få tilstrømningen længere ned.

Ifølge tal fra Udlændinge- Integrationsministeriet søgte 618 personer asyl i Danmark i de første tre måneder af 2019.

Det er det laveste antal asylansøgere på et kvartal siden 2008.

Samtidig er antallet af personer, der får opholdstilladelse i Danmark, faldet fra tæt på 11.000 i 2015 til omkring 1600 sidste år.

Alligevel er der for brug at gøre mere, siger Martin Henriksen.

- Det er et markant fald, men det er stadigvæk for mange, og derfor er der behov for, at vi gør mere.

- Og hvis Socialdemokratiet ikke vil være med på et asylstop, synes jeg, de skylder at forklare, hvad de så vil sætte i stedet for, siger han.

Også integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V) har afvist et ensidigt dansk asylstop. Hun sætter i stedet sin lid til styrket ydre grænsekontrol i Europa.

- Vi går ind for at begrænse antallet af asylansøgere i Danmark, siger hun til Jyllands-Posten.

/ritzau/