Uden at sætte navn på vedkommende endnu har statsminister Mette Frederiksen (S) netop løftet lidt af sløret for en ny minister, der snart bliver præsenteret.

Det drejer sig nemlig om 'et nyt navn' – og dermed er der ikke tale om en person, som i forvejen har en ministerpost.

Det skriver hun i et opslag på Facebook:

»Senere i eftermiddag (torsdag, red.) glæder jeg mig til at præsentere den nye minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Og et nyt navn på regeringsholdet,« skriver hun.

Dermed er der lagt op til, at i hvert fald én ny skal tage over for nogle af de ministerposter, som Mogens Jensen tidligere har besiddet.

Han valgte at trække sig fra posterne onsdag som følge af den omtalte 'mink-skandale'.

Udover at være fødevareminister var Mogens Jensen også minister for ligestilling, fiskeri og nordisk samarbejde.

Det var planen, at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag formiddag skulle have været forbi Amalienborg for at have præsenteret ændringerne på ministerholdet for Dronningen.

Det måtte dog i sidste øjeblik ændres, da statsministeren fik besked om, at 'en person i statsministerens familie' torsdag er blevet testet positiv for corona.

For ikke at udsætte dronningen for eventuel smitte vil statsministeren ikke møde fysisk op på Amalienborg 'uanset et negativt testsvar' torsdag, har Statsministeriet oplyst.

I stedet vil Mette Frederiksen som udgangspunkt telefonisk præsentere rokaden for dronningen 14.30 torsdag.

Derefter kan den tiltrædende minister – eller de tiltrædende ministre – modtages af Dronningen på Amalienborg.