Mette Frederiksen åbner for, at Danmark i samarbejde med Israel kan opføre vaccinefabrikker.

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser i denne uge til Israel for at diskutere samarbejde om vacciner med premierminister Benjamin Netanyahu og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz.

Før afrejsen åbner Mette Frederiksen for et samarbejde med Israel om en vaccinefabrik.

- Ja, vi taler konkret om, hvordan vi kan øge produktionen af vaccine. Det kan være i et offentligt-privat partnerskab. Bygning af egen kapacitet, vi kan stille til rådighed. Jeg udelukker ikke nogen idéer - heller ikke at opføre fabrikker, siger Mette Frederiksen.

Statsministeren understreger, at der endnu ikke er en aftale om, at Danmark rent faktisk vil opføre vaccinefabrikker for på den måde at få adgang til flere vacciner.

- Jeg tør ikke skrive under på, at der ligger en fuldstændig færdig skitse. Men jeg oplever en utålmodighed i den dialog, jeg har med Netanyahu og kansler Kurz.

- Vi bliver nødt til at få en langsigtet plan. Vi kan ikke blive ved med ikke at få tilvejebragt nok vaccine, siger Mette Frederiksen.

Hun peger på, at Israel allerede er "langt" i deres dialog med Pfizer, der producerer den ene af de godkendte vacciner.

- Den dialog bliver vi klogere på, når vi rammer israelsk jord på torsdag, siger Mette Frederiksen.

Der er endnu ikke sikre oplysninger om, hvor fabrikkerne i givet fald skal ligge. Men det kan være en mulighed, at Danmark får en fabrik til vaccineproduktion, erfarer Ritzau.

Avisen Financial Times skriver, at opførelsen af produktionsfaciliteter er det centrale i den diskussion, de tre regerings ledere skal have.

De tre lande skulle allerede være i dialog med Pfizer og Moderna om fabrikkerne, skriver Financial Times. Oplysningen stammer fra en anonym østrigsk embedsmand med indsigt i planerne for mødet.

Samtidig skulle spørgsmålet om at pulje de tre landes vacciner også være et emne på mødet. Det er dog et kontroversielt emne både i de enkelte lande og i forhold til samarbejdspartnere.

I forvejen har EU's langsommelige indkøb af vacciner slået sprækker i solidariteten mellem EU-landene. Slovakiet meddelt, at man køber to millioner doser af den russiske Sputnik V-vaccine. Ungarn har også godkendt den russiske vaccine og har købt mere end en halv million doser af den kinesiske vaccine.

Den danske statsminister afviser, at hun med samarbejdet med Israel og Østrig bryder med EU-samarbejdet omkring indkøb og fordeling af vaccine mellem de 27 EU-lande.

- Jeg betragter ikke det her som at bryde ud af det europæiske samarbejde. Det kommer jeg heller ikke til at anbefale. Vi står os bedst ved at blive i det europæiske samarbejde også på vaccineområdet.

- Men vi skal afprøve andre idéer og strategier også. Israelerne er bare bedst. De er længst i deres vaccineprogram, og det skal Europa i mine øjne tage ved lære af, siger Mette Frederiksen.

På et doorstep efter spørgetimen i Folketinget tirsdag afviser hun at have fået negative kommentarer fra Bruxelles for tiltaget. På spørgsmålet om, hvorvidt hun har fået positive kommentarer, svarer hun "ja".

/ritzau/