Antallet af asylansøgere er atter steget, oplyser justitsministeren onsdag i Folketingssalen.

Antallet af asylansøgere til Danmark er stigende, og seneste opgørelse fra september viser, at tendensen fortsætter.

Det oplyser justitsminister Mette Frederiksen (S) under en debat i Folketingssalen onsdag eftermiddag.

Ministeren fik den seneste oversigt tirsdag, og den viser, at omkring 3.000 personer har søgt asyl i Danmark i september. Der er dermed sket en stigning fra august til september, oplyser ministeren.

Det er blandt andet situationen i Mellemøsten og Islamisk Stats fremmarch, som ligger til grund for stigningen, forklarer Mette Frederiksen:

»De uhyrligheder, som Islamisk Stat står bag, har kastet endnu mere uro af sig, og vi har en fortsat meget, meget blodig borgerkrig i Syrien, og vi har rigtig mange flygtninge i nærområder,« siger Mette Frederiksen i Folketingssalen og uddyber:

»Alle de ting indgår i, hvordan tingene udvikler sig. Det er helt rigtigt, at tallet bliver opskrevet, og det er også derfor, vi reagerer,« siger hun.

Regeringen har flere gange måttet opjustere den samlede forventning for, hvor mange asylansøgere, der kommer til Danmark i løbet af 2014.

Tidligere på året blev skønnet opjusteret fra omkring 7.500 til 10.000, og det tal er siden fordoblet til 20.000.

Det er endnu usikkert, hvad den nye stigning fra august til september får af betydning for det samlede antal asylansøgere hele året.

Andre læser også