Tre dage før valget må vælgerne forstå på Mette Frederiksen, at hun ikke vil indføre minimumsnormeringer.

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil gerne ansætte flere pædagoger. Men hun lægger ikke op til, at det skal ske via minimumsnormeringer.

Sådan må man forstå hendes svar i duellen med statsminister Lars Lars Løkke Rasmussen (V) på DR søndag aften.

Dermed er S-formanden på direkte kollisionskurs med SF's formand, Pia Olsen Dyhr, der ikke vil stemme for en eventuel S-regerings første finanslov, medmindre der indføres minimumsnormeringer.

Mette Frederiksen er dog klar til at ansætte flere pædagoger:

- Jeg vil gerne være med til at indføre bedre normeringer. Det har vi afsat penge til i vores økonomiske plan, siger Mette Frederiksen.

Hun tilføjer, at bedre normeringer "ikke kan stå alene". Det viser en meget omtalt TV2-dokumentar, som med skjult kamera viser pædagogers svigt at børn i daginstitutioner, mener S-formanden.

- Mange af jer har set dokumentaren. Den viser, at det også er spørgsmålet om ledelse, og hvordan man taler til børnene, der er afgørende. Men det hele hænger sammen, siger Mette Frederiksen.

På spørgsmålet fra DR-værten, om Mette Frederiksen vil indføre minimumsnormeringer - ja eller nej - svarer S-formanden:

- Vi går til valg på at indføre flere pædagoger. Når vi ikke går til valg på minimumsnormeringer, så er det fordi, vi har flere opgaver i velfærdssamfundet. Vi skal også have gode folkeskoler. God ældrepleje, handicap og psykiatri.

- En af vores første opgaver, hvis vi får mulighed for at danne en regering, bliver at lave en kommuneaftale, hvor vi vil sætte flere penge af til pædagoger, siger Mette Frederiksen.

SF's formand, Pia Olsen Dyhr, står fast på, at der bør indføres minimumsnormeringer. Hun mener, at Mette Frederiksen bør gribe den mulighed, at råderummet tilsyneladende er større, end hidtil ventet.

Den liberale tænketank Cepos vurderer på baggrund af en ny befolkningsprognose fra Danmarks Statistik, at der er tre milliarder kroner mere end ventet i råderummet frem mod 2025. De penge skal bruges på at indføre minimumsnormeringer, mener Pia Olsen Dyhr.

- De ekstra penge i råderummet er en gylden mulighed for at give børneområdet det massive løft, det har brug for. Det er på tide, at vi tager børnenes parti, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/