Skiftende udmeldinger har skabt tvivl om, hvorvidt sundhedsmyndighederne ønsker at forfølge flokimmunitet.

- Vi har ikke en strategi i Danmark, der handler om flokimmunitet.

Så kort og klart blev det formuleret af statsminister Mette Frederiksen (S), da hun mandag holdt pressemøde om en gradvis genåbning af Danmark.

Spørgsmålet har ellers fået nyt liv, ikke mindst efter at faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak gav et interview til Politiken. Heri kalder han WHO's strategi om omfattende test og opsporing for "totalt passé".

I stedet taler Kåre Mølbak for, at målet er "flokimmunitet". Det vil sige, at en stor del af danskerne skal blive smittet med corona for at opnå immunitet.

Det skal gøre det sværere for virussen at sprede sig i samfundet.

- Målet med vores strategi er ikke nødvendigvis at stoppe smitten, men det er at opbygge en flokimmunitet på en kontrolleret måde, så sundhedsvæsnet ikke knækker, sagde Kåre Mølbak i interviewet.

Flokimmunitet er dog kontroversielt, fordi det er svært at forudse, hvem der bliver alvorlig syg af corona. Også yngre, raske mennesker er endt i intensiv behandling, og nogle har mistet livet.

Samtidig vil det på sigt være flere millioner danskere, der skal smittes med corona, hvis flokimmunitet skal have effekt. Kåre Mølbak taler for 40-60 procent over tid i interviewet med Politiken. Det svarer til op til 3,3 millioner danskere.

Måske derfor skar Mette Frederiksen mandag igennem og fastslog, at flokimmunitet ikke er Danmarks strategi.

Strategi er at blive på "den grønne kurve" siger Mette Frederiksen. Den grønne kurve markerer en situation med kontrolleret smitte, hvor sundhedsvæsnet kan følge med.

- Indtil der er en vaccine, så skal vi kontrollere smittespredningen. Vi skal ikke overbelaste sundhedsvæsnet, så folk ikke kan få behandling. Det vil grundlæggende rokke ved vores tillid til sundhedsvæsnet og samfundet, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/