Mette Frederiksen tror, at Danmark rammes hårdt af brexit. Fredag mødes hun med den irske premierminister.

Den irske premierminister Leo Varadkar besøger fredag statsminister Mette Frederiksen (S), hvor dagsordenen især handler om brexit, der i øjeblikket er højaktuelt.

Mette Frederiksen bruger lejligheden til igen at understrege, at et brexit bliver hårdt for Danmark. Hun vil dog samarbejde tæt med den irske premierminister.

- Ser du på hele EU, så vil Danmark være et af de lande, der bliver mest påvirket af brexit. Derfor er jeg selvfølgelig også imod det, siger statsminister Mette Frederiksen (S) fredag på et pressemøde i Statsministeriet.

Irland er en central del af det hektiske brexit, da landet grænser op til Nordirland, der er en del af Storbritannien, og dermed forlader EU. Irland forlader ikke EU, men landet vil gerne undgå en hård grænse til Nordirland.

Mette Frederiksen nævnte ved torsdagens folketingsdebat, at Storbritanniens udtræden af EU vil påvirke Danmark i høj grad.

Og dagen før var det finansminister Nicolai Wammen (S), der fortalte, at økonomien kan rammes af mørke skyer, der lurer i horisonten fra blandt andet brexit.

Mette Frederiksen og Leo Varadkar understreger fredag flere gange, at de to lande vil hjælpe hinanden i den kommende tid. Varadkar har også netop åbnet et handelskammer i København.

- Jeg ser mig ikke som en, der kan give råd til Irland, men vi kan arbejde tæt sammen, også når det ser svært ud, siger Mette Frederiksen.

Brexit befinder sig stadig i en langvarig hårdknude, selv om datoen for udtrædelse nærmer sig.

Storbritannien står til at skulle forlade EU den 31. oktober. Ifølge en ny britisk lov kræver det dog, at Boris Johnson har en aftale klar med EU, som parlamentet kan godkende senest den 19. oktober.

Fredag lyder det, at den britiske regering vil bede om endnu en udsættelse, hvis der ikke er indgået en aftale senest 19. oktober.

/ritzau/