Sidst statsminister Mette Frederiksen (S) var der, udbrød der rent kaos. 

Et slagsmål tog fart foran scenen, og ordet 'hykler' overdøvede hendes tale så meget til 1. maj i Fælledparken, at hun flere gange blev nødt til at afbryde den. 

Nu springer hun endnu engang arbejdernes internationale kampdag over i parken, der ellers plejede at være en tradition for den socialdemokratiske formand at deltage i.  

Spørger man B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, har han en dyster spådom om formandens tilbagevenden i Fælledparken. 

»Jeg tror virkelig, at Mette Frederiksens tale i 2019 var sidste gang, at en socialdemokratisk formand taler i Fælledparken. De gider ikke al balladen længere,« siger han. 

Og situationen var da også særdeles pikant i 2019. Talen blev afbrudt af en slåskamp, og en tydeligt frusteret Mette Frederiksen sagde blandt andet fra talerstolen: 

»Venner, prøv lige at høre her. Man kan godt være uenig i et demokrati, og man kan råbe. Men I skal lade være med at slås,« sagde Mette Frederiksen oppe fra scenen i Fælledparken.

Se hvordan kaosset brød ud under Mette Frederiksens sidste tale i Fælledparken: 

Ifølge Henrik Qvortrup ønsker partiet ikke endnu en ukontrollerbar situation, hvor billeder og videoer af optøjer, vrede tilskuere og tumult kan cirkulere på nettet. 

Specielt ikke når statsministeren og partiformanden hedder Mette Frederiksen. 

»Hun er en statsminister, der er meget opmærksom på, hvordan hun tager sig ud på sociale medier. Så hun ikke vil have taget billeder af sig selv, hvor hun ser upopulær ud blandt sit eget bagland,« siger Henrik Qvortrup og fortsætter: 

»Men alt andet lige er det jo ved at være tradition, at den socialdemokratiske formand ikke møder op i Fælledparken. Det er klart, hvorfor hun ikke vil derud.« 

Ifølge Henrik Qvortrup er årsagen til Mette Frederiksens udebliven fra Fælledparken helt klar. 
Ifølge Henrik Qvortrup er årsagen til Mette Frederiksens udebliven fra Fælledparken helt klar.  Foto: Jon Wiche
Vis mere

B.T. har spurgt Socialdemokratiet, hvorfor Mette Frederiksen ikke stiller op i Fælledparken 1. maj. De har ingen kommentarer. 

I 2020 sagde Mette Frederiksen dog klart og tydeligt, hvorfor hun ikke ønskede at stille op til tale i Fælledparken igen. 

»Det er velkendt, at der i en del år desværre har været uroligheder i Fælledparken. Sidste år opstod slåskampe, som gik ud over børn på 14-15 år, der ellers bare var til stede, fordi de er politisk interesserede,« sagde hun og fortsatte: 

»Jeg har derfor besluttet, at jeg for nærværende ikke ønsker at tale i Fælledparken 1. maj.« 

I stedet afholder justitsminister Peter Hummelgaard (S) talen i Fælledparken, men statsministeren deltager i et arrangement i Odense torsdag.