Situationen på den ukrainske slagmark er svær, og derfor er ny ammunitionsfabrik vigtig, siger statsminister.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag deltaget i den formelle start på byggeriet af en ny ammunitionsfabrik i Tyskland, og ifølge Frederiksen er der tale om et vigtigt og meget konkret skridt mod at forøge Europas militære produktion, blandt andet med ammunition.

- Og jeg tror ikke på, at vi for alvor får forøget Europas samlede militære produktion, hvis ikke vi også får lavet nogle mere langsigtede investeringer, så vi både kan aftage noget nu og samtidig købe i de følgende år, udtaler hun i en skriftlig kommentar.

Mette Frederiksen siger, at hun er blevet inviteret, og da Tyskland er en af Danmarks vigtigste allierede, kommer hun selvfølgelig.

Fabrikken skal ligge ved den tyske by Unterlüss mellem Hamburg og Hannover. Ejeren er våbenvirksomheden Rheinmetall.

Mette Frederiksen vil med sit besøg også sende et signal om, at "Danmark gerne vil samarbejde med en tysk virksomhed som denne her", siger hun.

En øget produktion af ammunition på et europæisk plan handler både om Danmarks egen sikkerhed og hjælpen til Ukraine, mener statsministeren.

- Truslen fra Rusland ser ikke ud til at blive mindre. Her og nu handler det om både at få fyldt egne lagre op, men i særdeleshed at få hjulpet Ukraine, fordi situationen på slagmarken er svær, siger hun i kommentaren.

Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, og Mette Frederiksen skrev i slutningen af januar et indlæg i avisen Financial Times sammen med regeringschefer fra Tjekkiet, Estland og Tjekkiet.

De fem lande appellerede til, at EU tager større ansvar for at sikre Ukraines ressourcer af våben og ammunition.

Danmark kommer også selv til at øge ammunitionsproduktionen de kommende år. I oktober kom det frem, at Danmark havde lavet en aftale om at købe en forladt ammunitionsfabrik lidt uden for Frederikshavn.

/ritzau/