Fungerende statsminister, Mette Frederiksen (S), er begejstret for, at Danmark og 45 andre lande fredag har underskrevet en spritny erklæring, som skal gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Det skriver hun i et opslag på sin Instagram:

»Jeg er rigtig glad for erklæringen, der er blevet vedtaget i dag. At så mange lande bakker op om bedre muligheder for at udvise kriminelle udlændinge. Og samarbejder om mere retfærdighed og tryghed,« lyder det fra Mette Frederiksen.

Ifølge erklæringen, som blev underskrevet af samtlige af Europarådets 46 lande, skal der være større national frihed i sager om udvisning af kriminelle udlændinge.

På nuværende tidspunkt er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg med til at begrænse denne frihed, lyder det i erklæringen.

I sit opslag på Instagram skriver Mette Frederiksen yderligere, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har lagt for stor vægt på den kriminelles rettigheder fremfor ofrenes og samfundets.

»Hvis man vil skabe rigtig forandring, skal man ikke melde Danmark ud af de internationale spilleregler. Så skal man have modet og ihærdigheden til at få dem ændret. Det har vi gjort denne gang, skriver Mette Frederiksen.

Erklæringen blev vedtaget fredag under et møde i hovedstaden i Moldova, Chisinau.

Opdateres...