Socialdemokratiet, Venstre og Konservative mangler at tage stilling om mulig rigsretssag mod Inger Støjberg.

Det svæver fortsat i det uvisse, om der skal der rejses en rigsretssag mod tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) eller ej i forbindelse med sagen fra 2016 om ulovlig adskillelse af alle asylpar, hvor den ene var mindreårig.

Socialdemokratiet og Venstre, som har de afgørende mandater, har endnu ikke gjort deres stilling op.

Det står klart i forbindelse med en partilederdebat mellem statsminister Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V) og Sofie Carsten Nielsen (R) ved De Radikales nytårsstævne lørdag.

Både Mette Frederiksen og Ellemann-Jensen fastslår, at deres respektive partier først tager stilling i næste uge.

- Jeg synes ikke, det her egner sig til en politisk debat. Det her er jura og nødvendigheden af, at man som ministre selvfølgelig overholder landets love, siger Frederiksen.

Fra Ellemann-Jensen lyder det:

- Vi kan ikke leve med, at folk skal være i tvivl om, hvorvidt vi er et parti, der går ind for lov og orden. Jeg vil så også sige, at man tydeligvis har haft tid til at drøfte det her i den radikale folketingsgruppe, og det skal vi også have tid til i Venstres folketingsgruppe.

- Det er ikke nemt i en folketingsgruppe som vores, hvor det angår en af kollegerne. Der har vi brug for at have en ordentlig drøftelse, hvor vi kan se hinanden i øjnene og melde ud i fællesskab.

Heller ikke massivt pres fra Sofie Carsten Nielsen forud for nytårsstævnet rokker ved Frederiksen og Ellemann-Jensen. De Radikale er for en rigsret.

- Det er fair, at både Mette og Jakob har brug for at tage diskussionerne i deres grupper. Det har vi netop haft i den radikale gruppe, og det vil jeg da håbe, de kan finde tid til at have.

- Det handler om at stå vagt om retsstaten, og der har vi et afsindigt behov for at markere meget tydeligt, at det er der et bredt flertal i Folketinget, der gør.

- Og det stiller vi over vores politiske uenigheder, over partipolitik, over egne interesser, fordi det er demokratiets fundament, siger Sofie Carsten Nielsen.

Rigsretten er en domstol, som behandler og afsiger domme mod ministre, der er tiltalt for ulovlig embedsførelse.

De Radikales holdning har ligget fast siden december. Her afleverede Instrukskommissionen sin delberetning i sagen. Og det var med hård kritik af Støjbergs rolle i sagen.

I denne uge har to uvildige advokater over for Folketinget vurderet sagen og delberetningens konklusioner.

Hovedpersonen var klar i mælet onsdag, da Folketingets uvildige advokater havde givet deres vurdering. Støjberg mener fortsat ikke, at der er grundlag for en rigsretssag.

Status lige nu er dermed fortsat, at et flertal i Folketinget ikke har gjort op med sig selv, om der skal rejses en rigsretssag mod Støjberg.

Foruden De Radikale går Liberal Alliance, Alternativet, SF og Enhedslisten ind for en rigsret. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er imod.

Grundet coronakrisen finder nytårsstævnet ikke sted i Nyborg som normalt, men virtuelt.

/ritzau/