Mette Frederiksen (S) går som kongelig undersøger ind i endnu en uge med benhårde regeringsforhandlinger.
Nu tyder det på, at hun forsøger at øge presset på særligt visse partier, lyder det fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.
I et opslag på Facebook skriver den fungerende statsminister mandag, at de igangværende forhandlinger er svære. Og ikke mindst, at hun »håber partierne møder hinanden pragmatisk«.
En klar opfordring, som ifølge Qvortrup retter sig mod visse partier.
»Jeg læser den sådan, at hun naturligvis kommunikerer til danskerne, at det er svært. Men det er også et forsøg på at øge presset på Venstre, Konservative og Enhedslisten,« siger analytikeren.
»Hvis hun var gået ud og havde lagt sig på den flade, kunne partierne nemmere holde fast i deres krav. Men når hun beskriver processen som vanskelig, får hun lagt et pres på,« lyder det fra Henrik Qvortrup.

Mette Frederiksen (S) gik i sidste uge på påskeferie med en melding om at afsøge en mulig regering bestående af Socialdemokratiet, SF og De Radikale.
Men der foregår ifølge Henrik Qvortrup mere uofficielle forhandlinger, som sker i det skjulte.
»Det er en lukket proces nu, og det vil være naivt at tro, at det ligger helt stille, med andre forhandlinger end dem med venstrefløjen,« siger han.
For selvom Troels Lund Poulsen (V) måtte annoncere en skade på øjet og et lavere tempo i den kommende uge, mener Qvortrup ikke, at det melder ham ude.

Han vurderer, at Mette Frederiksen i et mere uofficielt spor taler med både V-formanden og De Konservatives Mona Juul.
Samtidigt siger Qvortrup, at tonerne om de svære forhandlinger ikke tyder på en snarlig regeringsdannelse:
»Jeg kunne sagtens se, vi bevæger os over i maj,« siger han og påpeger en vigtig detalje:
For skulle Socialdemokratiets formand ende med at række over midten og indgå en regering med borgerlige partier, vil hun undgå en bestemt dag.
Arbejdernes Kampdag den 1. maj:
»Prøv at forstille dig Mette Frederiksen gå igennem 1. maj, hvis hun bevæger sig væk fra det røde. Så det kan være et argument for at vente,« siger Qvortrup.

