Mette F. i vild udmelding: Jeg behøver ikke beviser mod Rusland
Mette Frederiksen mener ikke, myndighederne skal spilde deres tid på at finde beviser for hvert enkelt russisk angreb. Ifølge Henrik Qvortrup er der tale om magtfuldkommenhed fra statsministeren.
Statsminister Mette Frederiksen (S) gjorde det tirsdag til Folketingets åbningsdag klart: Lad være med at gå og vent på, at der bliver fremlagt beviser på alle russernes angreb mod os. Stol på mønsteret. Stol på mig. Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Vi skal ikke sidde og vente på beviser, hver gang Rusland mistænkes for et angreb mod Europa.
Den slags er nemlig naivt.
Sådan lød det opsigtsvækkende budskab fra statsminister Mette Frederiksen (S) under tirsdagens åbningstale i Folketinget:
»Vi kan og skal ikke sidde tilbage og vente på, at myndighederne fremlægger bevis for de enkelte russiske angreb,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte:
»At vi stadig tænker sådan, har et skær af naivitet over sig. Se på mønstret. Se på, hvem der har en interesse i at destabilisere os.«
Udtalelsen vækker dog undren hos B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup. Han kalder det et vidnesbyrd om hendes magtfuldkomne tilgang.
Henrik Qvortrup er B.T.s politiske analytiker. Han hæftede sig ved Mette Frederiksens Rusland-kommentar. Foto: Jon Wiche
»Det er en Mette F.-classic. Når der kommer kritik, så siger man lige til alle undersåtterne, at den slags skal man holde igen med, for nu skal de voksne lige have arbejdsro,« siger Qvortrup og fortsætter:
»Vi så det også under corona, hvor det nærmest blev gjort til upassende, hvis man tvivlede på budskabet fra oven. Men undskyld mig, det er vel netop kendetegnende for et demokrati, at vi skal kunne og bør være skeptiske overfor det, der meldes ud.«
Efter talen i Folketingssalen mødte B.T. statsministeren og spurgte ind til den opsigtsvækkende udmelding.
Konfronteret med Nord Stream
Først understregede Mette Frederiksen, at budskabet ikke er, at den danske presse ikke skal have lov at stille de spørgsmål, de mener, er relevante.
»Men det er min helt klare overbevisning, at hvis Europa i de næste måneder og år, hvor vi sådan set regner med, at hybridkrigen tager til og bliver værre, bruger alt efterretningstjenester og andre myndigheders tid på at finde beviser for det hele, så mener jeg simpelthen, at vi bruger tiden forkert.«
Men det er vel legitimt at ville se beviser for enkelte angreb? For selvom truslen fra Rusland er reel, så ser det eksempelvis ud til, at det var ukrainere, der stod bag angrebet på Nord Stream. Så altså, kræver et mønster ikke beviser?
»Mønsteret kan man se uden beviser. Jeg kan i hvert fald. Altså, Leipzig, Litauen, Estland, Letland, Rumænien, Polen, Storbritannien, Danmark, Finland, Sverige, Norge, Østersøen. Mønsteret er tydeligt. Og jeg er bange for, at det bliver tydeligere. Og jeg er bange for, at konsekvenserne bliver vildere,« siger Mette Frederiksen til B.T.
»Jeg mener, vi bliver nødt til at have det blik nu, at Rusland fører krig. Det gør de direkte i Ukraine og det gør de lidt mere sløret, men det er en hybridkrig, ind mod resten af Europa. Og for at vi kan se, hvad det er, der foregår omkring os, så er det det samlede mønster, vi skal lægge mærke til, mere end den enkelte begivenhed,« siger Mette Frederiksen til B.T. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Hun fortsætter:
»Jeg føler mig helt overbevist om, at hvis det, vi bruger kræfterne på i alle europæiske lande, myndigheder og efterretningstjenester, primært er at finde beviser for noget, som mønsteret i langt overskygningerne grad indikerer vil vise er Rusland, så bruger vi vores ressourcer forkert.«
Du kan følge B.T.s dækning af dansk politik i almindelighed og Folketingets åbning i særdeleshed i livebloggen HER.