- Det er med stor sorg, at jeg i dag har modtaget meddelelsen om, at tidligere udenrigsminister og mangeårig partiformand for Venstre Uffe Ellemann-Jensen er død.

Det skriver statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

- Uffe Ellemann-Jensen var en skarp politiker. Og en stor personlighed. Han repræsenterede dygtigt vores land under den kolde krig. Han insisterede på Nato og det transatlantiske fællesskab i en tid, som også krævede Danmarks engagement, skriver hun.

Uffe Ellemann-Jensen var formand for Venstre i 14 år fra 1984 til 1998 og personificerede i mere end ti år Danmarks udenrigspolitik.

Han var udenrigsminister i en forandringens tid, fra 1982 til 1993, hvor jerntæppet i Europa faldt, og nye nationer skød frem.

- Hans engagement i verden fortsatte helt op til det sidste, og han vil blive savnet i den udenrigspolitiske debat.

- Uffe Ellemann var et humoristisk menneske med ordet i sin magt. Og glimt i øjet, skriver statsministeren i sin pressemeddelelse.