Kontrollerende, magtfuldkommen og enerådig.

Det er blot nogle af de ord, der er blevet brugt til at beskrive statsminister Mette Frederiksen (S).

Men nu tager hun bladet fra munden og svarer på den kritik, som gentagne gange har været rettet imod hende fra begge fløje i Folketingssalen.

»Nu bliver jeg måske også gjort værre, end jeg er, men jeg vil gerne have styr på tingene. Jeg kan godt lide, at der er en plan,« forklarer Mette Frederiksen til TV 2, da hun søndag aften medvirker i et interview sammen med Jakob Ellemann-Jensen (V) og Lars Løkke Rasmussen (M) live på TV 2 Nyhederne.

Mette Frederiksen understreger gentagne gange, at hun godt kan lide at have styr på tingene.
Mette Frederiksen understreger gentagne gange, at hun godt kan lide at have styr på tingene. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Onsdag kunne Mette Frederiksen præsentere et regeringsgrundlag for en bred regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Det sker efter 42 dages forhandlinger.

Sidst der var en regering hen over midten var i 1993, og i den forbindelse har tidligere minister for erhvervspolitisk samordning, Mimi Jakobsen fra Centrum Demokraterne, et godt råd til Mette Frederiksen.

Nemlig at Mette Frederiksen skal lære at kontrollere sit styringsgen, fortæller hun til mediet.

En råd, som statsministeren lover at tage til sig.

»Jeg vil også bare sige, at alt hvad der bliver sagt, det tager jeg til mig,« siger hun og fortsætter:

»Men det er nu heller ikke så dumt at have en statsminister, der har styr på tingene, vil jeg trods alt mene.«