Næsten ti uger efter folketingsvalget er en ny regering nu på plads i Danmark.

Mette Frederiksen bliver igen landets statsminister.

Hun har mandag aften meddelt kong Frederik, at hun danner en regering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale.

Det siger hun til pressen foran kongeskibet "Dannebrog" i Odense, hvor kongeparret opholder sig.

- Jeg har meddelt, at der kan dannes en regering efter lange forhandlinger, siger Mette Frederiksen.

Et regeringsgrundlag vil blive præsenteret tirsdag, inden ministrene præsenteres onsdag, lyder det.

- Det er et regeringsgrundlag, der er godt for de mennesker, der er i Danmark, de generationer, der kommer til - og også for dyrene.

Mette Frederiksen siger videre, at der er "rigtig meget, der har været svært, men jeg vil også sige, at det skulle lykkes det her".

- Vi lever i verdens bedste land, og vi har et af verdens bedste demokratier. Og hvis vi ikke, som politikere, selv om der er 12 partier i Folketinget, skulle kunne klare denne opgave, så ved jeg ikke rigtigt, hvad danskerne skulle kunne forvente af os.

- Så det var en bunden opgave, og selvfølgelig skulle der ikke komme et nyvalg. For det er danskerne, der bestemmer, når der er valg, siger hun.

I en pressemeddelelse fra kongehuset oplyses det, at kongen forventes at modtage den nye regering på Amalienborg onsdag om formiddagen.

Det fremgår også af pressemeddelelsen, at den nye regering støttes af et flertal i Folketinget. Men der står ikke, hvem der udgør det parlamentariske grundlag.

Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale har tilsammen 82 mandater.

For at undgå at have et flertal imod sig har partierne derfor brug for støtte fra eksempelvis Enhedslistens 11 mandater.

I et opslag på Enhedslistens Facebook-side lyder det, at der er "store nyheder for Danmark i morgen".

Enhedslisten var mandag aften det sidste parti til forhandlinger på Marienborg.

Kort inden partiets forhandlingshold forlod Marienborg, havde Mette Frederiksen forladt embedsboligen med kurs mod Odense.

Også Alternativet har været med i regeringsforhandlingerne til det sidste, men partiets forhandlere var ikke på Marienborg mandag.

Fra omkring klokken 13 til omkring klokken 18 var SF, Moderaterne og De Radikale til de sidste forhandlinger hos Mette Frederiksen.

Regeringsforhandlingerne har denne gang været rekordlange og igennem tre kongerunder.

Den hidtidige rekord var fra 2022, hvor der gik 42 dage efter valget, før Mette Frederiksen kunne annoncere, at en ny regering kunne dannes.

Det blev til SVM-regeringen.

Selve regeringsdannelsen dengang skete to dage efter - altså 44 dage efter folketingsvalget.

Hun kører dermed efter samme opskrift denne gang med en præsentation af regeringen over flere dage.

Mette Frederiksen har været Danmarks statsminister siden 2019, og hun går nu i gang med sin tredje periode.

/ritzau/